En tv-version med Lone Hertz, Susse Wold og Lise Ringheim iscenesat af Hans- Henrik Krause findes stadig på DRs Bonzana, og Det Kongelige Teater bød ligeledes på en pragtudgave i 2011 med Kirsten Olesen, Birthe Neumann og Malene Schwartz.
På Aarhus Teater får STUEPIGERNE nyt liv i Line Paulsen på een gang stiliserede og pågående iscenesættelse. Scenografen Nathalie Mellbye har begået et lyserødt inferno af en scenografi, der reducerer publikum til voyeurister, der ligesom i pornoetablissementer må bese de optrædne gennem glas.
Som i en pervers form for menneske-zoo iagtager vi stuepigerne Claire og Solange i deres fælles masochistiske leg, hvor den ene agerer overklassefruen Madame, og den anden er hendes tjenerinde, der skiftevis væmmes og vækkes i den fælles leg. Lige indtil at Madame kommer hjem, og vi for alvor forstår, hvad de to tjenestepiger egentlig har på samvittigheden.
Mette Klakstein investerer sig selv fuldstændig i rollen som Claire, der elsker at agere Madame, hendes arbejdsgiver, en forkælet overklassekvinde, hvis sociale status Claire kun kan drømme om. Men i sit erotiske spil med kollegaen Solange (en ligeledes fortræffelig Amanda Friis Jürgensen), der skiftevis tiltrækkes og frastødes af Claires Madame, aner vi en uoverstigelig social kløft, som kun genererer had og selvhad.
Ligesom nogle af tidens mest opsigtsvækkende film – “Parasite” og “Triangle of Sadness” – indeholder STUEPIGERNE et ulmende oprør mod den stadig mere arrogante overklasse. En præcis Mette Døssing spiller deres Madame som en verdensfjern egoist, der tilsyneladende lever af vin og stesolider.
Men i sidste ende bliver det selvhadet, snarere end hadet, der løber af med sejren. Illusionerne skygger for virkeligheden og vi – publikum – kan blot kigge på.
STUEPIGERNE er nemlig et rystende og fatalt peepshow – en kunstnerisk triumf af de store for Aarhus Teater.
(Michael Søby)
