Mungo Park scorede en Reumert-pris for deres veloplagte teaterudgave af den ikoniske bog KVINDE, KEND DIN KROP fra 1975.
Kamilla Wargo Breklings teaterversion fra 2010 har med jævne mellemrum været på plakaten i Allerød med skiftende skuespillere, men nu – 15 år efter – kan man atter opleve det originale par, Maria Rich og Kasper Leisner, i gnistrende samspil.
Forestillingen er udviklet i tæt samarbejde med de to skuespillere, og fremstår stadig som bramfri underholdning tilsat intim folkeoplysning om kønslivets mange facetter.
Har Kasper Leisner fået et mere selvironisk glimt i øjet, når han praler med, at han er i stand til at give enhver kvinde orgasme? Og taler Maria Rich med større vemod i stemmen om den sidste menstruation?
Vel har denne forestilling ikke samme tyngde som de rent ud mesterlige “En slyngels dagbog” og “Lille mand hvad nu?”, men sjov er den altså, og gode grin kan man ikke få for mange af.
De 15 år har været nådige ved Maria Rich og Kasper Leisner at dømme efter deres fremtoning på scenen, men man bemærker derimod, at kønsrollerne har ændret sig, siden at forestillingen blev født. Det går dog ikke ud over underholdningsværdien.
KVINDE KEND DIN KROP er stadig en lille fest med fine observationen vedrørende de til stadighed foranderlige kønsroller.
(Michael Søby)