ALMA VIVA

★★★★☆☆
Da en stærkt overvægtig bedstemor pludselig dør, bliver der vent om og ned på alting i familien og den landsby, de bor i.

Hvad var den egentlige årsag til hendes død, og hvem skal arve hende?

Afdødes lille barnebarn Salomé ser alt, og det er ikke noget kønt syn, hun ser. Hendes grådige slægtninge får i bogstaveligste forstand bedstemoren til at rotere i kisten.

Men Salomés adfærd ændrer sig, og der opstår mistanke om, hvorvidt den lille pige er blevet besat af en heks.

ALMA VIVA er umiddelbart en stilfærdig skildring af en portugisisk landby, men gradvist aner vi, at livet i den lille landsby slet ikke er så udramatisk endda.

Instruktøren Cristèle Alves Meira har skrevet filmen sammen med Laurent Lunetta, og man mærker den feminine vinkel på historien i skildringen af den lille Salomé (bemærkelsesværdigt spillet af Lua Michel) og kvinderne omkring hende.

Ester Catalão er ret skøn som den døende bedstemor, der ikke finder sig i alt, men som forbliver livskraftig til det sidste.

ALMA VIVA er ikke nogen stor film, men den giver en forfriskende indsigt i portugisiske kvindeliv. Om dens status som månedens film i Cinemateket så er berettiget, kan man derimod diskutere.