KÆRLIGHED & KRIG

★★★★★☆


Man kommer ikke uden om, at Svendborg er en by i rivende udvikling – ikke mindst kulturelt.

Danmarks mest folkelige filmpris Svend finder man naturligvis i Svendborg. Byens berømte revy Rottefælden kan kalde sig Danmarks ældste, og blev ikke desto mindre kåret til Danmarks bedste revy sidste år. Et tegn på, at man har forstået at følge med tiden. BaggårdTeatret, der har udviklet sig fra banebrydende amatørteater til Reumert-nomineret professionelt teater, holder ligesom Rottefælden til i skoven i den idylliske Caroline Amalielund. Baggård Teatret modtog i 2023 en rekordstor bevilling på 84,5 millioner kroner til bygning af et nyt teaterhus ved havnen.

Nu har Svendborg så også fået sit eget balletkompagni takket være Per Lundsgaard (der i mange år har været tillknyttet Tivoli BalletTeater) og Claus Bjerregaard (direktør for Borgerforeningen Svendborg Teater).

Svendborg BalletTeater er rykket ind i det gamle Svendborg Teater, hvor både Rottefælden og BaggårdTeatret har haft til huse. Her går tradition og fornyelse tilsyneladende hånd i hånd, hvilket allerede afspejler sig i Svendborg BalletTeaters repertoire.

Åbningsforestillingen KÆRLIGHED & KRIG formår at knytte bånd mellem fortid og nutid. Inden pausen får vi således et let og luftigt uddrag af August Bournonvilles “En folkefjende” til betagende musik af Niels W. Gade og J.P.E. Hartman. Den ualmindeligt smukke bearbejdelse skyldes den legendariske danser og koreograf Dinna Bjørn, der hermed åbner Bournonville-traditionen op for en hel ny generation.

Sjældent har man set et mere homogent og farverigt hold af dansere med så vidt forskellige baggrunde danse i fælles ånd og på så højt et niveau. De fortjener alle at blive nævnt:

Robert Thomsen (der også fungerer som viceballetchef), Ida Marie Krings, Arthur Wille, Beatrice Scifo, Carl Anton Riise Jacobsen, Jimin Kim, Vincent Vernal og Laurie Nielsen.

Svendborg BalletTeaters ambition om at skabe et i sandhed internationalt ensemble lokalt forankret i Borgerforeningen Svendborg Teater er i den grad blevet indfriet. Her er dansere med rødder i Ungarn, Canada, Sydkorea, Brasilien, Italien, USA… og Herning!

Efter pausen får vi en nykoreograferet udgave af Christopher Marneys “War Letters” fra 2013. Ballettens fire satser danner grundlaget for en samlet fortælling om kærlighedens svære vilkår i en krigstid. Musikken er af amerikaneren Glenn Miller og russeren Dmitrij Sjostakovitj, og man kan slet ikke lade være med at koble historien om den verdenskrig, der sluttede for 80 år siden, med vor tids krigshandlinger, der synes at komme tættere og tættere på.

Det uforlignelige ensemble viser med “War Letters” en overrumplende dramatiske dybde og modernitet, der gør indtryk. Den radikale forskel på 1. akts balletindslag – i tone, udtryk og grundstemning – viser sig at være en genistreg, der netop understreger, hvor dygtigt og alsidigt et ensemble, at Svendborg er blevet begavet med.

Svendborg BalletTeater fortjener således al mulig opbakning fremover, så også scenografierne kan leve op til dette prægtige hold. De flotte kostumer bidrog heldigvis til at gøre denne premiereaften til en sand festaften. En utvetydig sejr for Per Lundsgaard, Claus Bjerregaard og de fortryllende dansere.

(Michael Søby)