Har Østre Gasværk nogensinde fremstået smukkere? Sjældent har man i al fald kunne opleve en scenografi, der passede bedre til lige netop dette magiske teaterrum. Scenografen er da også Benjamin La Cour, der siden de skelsættende scenebilleder til musicalen om “Klokkeren fra Notre Dame” har hørt blandt vores mest anerkendte scenografer – også i det store udland.
Med scenografien til THE LAST SHIP viser han atter internationalt format, når træværket nærmest går i symbiose med det nøgne grå teaterrum, så vi både mærker styrken og armoden blandt disse hårdtarbejdende mennesker på skibsværftet.
Ligesom iscenesætter Heinrich Christensen viste loyalitet med 80’ernes fattige minearbejdere gennem sit opsætning af “Billy Elliot – The Musical” i Operaen, får også iscenesætteren Thomas Agerholm skabt empati omkring arbejderne på skibsværftet i Wallsend. Arbejdspladsen er selve hjertekammeret for den lille havneby i det nordøstlige England, og forestillingen intensiveres i takt med at lønnedgang, fyringer og lukning pludselig truer deres eksistens i den lille havneby
Det var i denne by, at Gordon Sumner voksede op, inden han blev kendt og elsket over hele kloden som Sting. Musikken er da heller ikke strømlinet musicalmusik, men derimod sjælfulde sange inspireret af den britiske folkemusik. THE LAST SHIP gennemstrømmes af Stings kunstneriske integritet og så gør det mindre, at anden akt føles en smule længere end nødvendigt. Man ville også nødigt undvære nogle af Stings stemningsmættede og seriøst poetiske sange, og forestillingens manuskript er på forbilledlig vis blevet oversat af Helle Hansen, så alle replikker klinger rent.
Ligesom Sting formår at sætte fokus på nogle mennesker, der har måtte kæmpe for at blive hørt, giver THE LAST SHIP på Østre Gasværk også en lang række kunstnere, der ikke altid har stået i forreste række, en mulighed for at vise sider af deres talent, som vi ikke eller i al fald sjældent har set.
Niels Skovgaard Andersen har længe stået i kø til en stor musicalrolle i København, og han er også typemæssigt et fund til rollen som den hjemkomne sømand Gideon med sin stærke mandige røst. Kristine Yde Eriksen har næppe nogensinde været bedre – spillemæssigt såvel som sangligt – end som Meg, kvinden han forlod, da hun var en ung gravid pige.
Xenia Lach-Nielsen har både værdighed og autoritet som idealistisk hustru til den dødsmærkede Jackie (et karierehøjdepunkt for Morten Lützhøft). Også Dan Zahle formår at imponerer – både som Joe og Freddy, og Pelle Emil Hebsgaard leverer et stykke stramt gennemført karakterarbejde som Davey – uden at forfalde til komik. Der er næppe tvivl om, at dette er hans fineste præstation, siden det opsigtsvækkende gennembrud som lampens ånd i “Aladdin – the Musical” på Fredericia Teater.
Hanne Uldahl er fortræffelig som den uforsonlige baronesse – med mere end et strejf af Margaret Thatcher, men uden at ende som karikatur. Blandt mange relativt nye talenter glæder man sig f.eks. over Gustav Allen Schriver som den unge Gideon og Stephanie Trelborg Hansen som Megs datter.
I Thomas Agerholms følsomme iscenesættelse er der dog ingen, som spiller eller synger dårligt, og alle er desuden hjulpet af Benjamin La Cours smukt farvekoordinerede kostumer. Martin Konge formår samtidig at løfte den krævende opgave som kapelmester, og han har da også nogle eminente musikere til sin rådighed.
For forestillingens kreative producent Søren Møller er dette ubetinget hans største bedrift, siden han blev tilknyttet Østre Gasværk. Fordi THE LAST SHIP er et originalt og ambitiøst værk, hvor musikken udgør en helhed i modsætning til mange af de mere hit-orienterede Broadway-musicals. THE LAST SHIP fortjener helt klart at blive succes, for det er en musikforestilling med både sjæl og sødme – samt skøn musik af Sting.
(Michael Søby)
