Hanin Georgis krediteres ikke bare for ide og manuskript, hun er også eneste skuespiller på scenen. Hun får dog selskab af et dusin højtaler, der ofte lufter en række af de fordomme, som Hanin Georgis dramatiske alter ego har mødt i Danmark. Når nogle af nedhejste højtalere i Mai Katsumes scenografi udsmykkes med penis-atrapper, får de samtidig en kønsbestemt fysik, der næppe er tilfældig.
DEN ANDEN ARABISKE KVINDE bliver i Özlem Saglanmaks iscenesættelse en dristig forestilling deres veksler mellem personlige anekdoter og historie-renovering med arabisk fortegn. Med intelligens og engagement skelner Hanin Georgis mellem den tildækkede arabiske kvinde, der er muslim, og den frigjort danske kvinde, der ganske vist har arabiske rødder, men som lever, uddanner sig, arbejder og stifter familie i Danmark, fordi hun føler sig dansk.
Lidt for mange gange falder hun ud af rollen på premiereaftenen, men det er et vidnesbyrd om, at hun alllerede en dygtig skuespiller, når hun kan tage imod stikord uden at miste kraften i sin præstation. Der er styrke og stamina i Hanin Georgis, og forestillingen, som først og sidst er hendes, bliver i sandhed et bevis på de arabiske kvinders værdi for det danske samfund.
Man får virkelig noget at tænke over, selvom man ikke nødvendigvis er enig med DEN ANDEN ARABISKE KVINDE i alle konklusioner eller udtryk. Men når Hanin Georgis mod slutningen forsoner sig med den første arabiske kvinde, så får forestillingen en anden og vigtigere dimension, end så mange andre lignende forestillinger.
(Michael Søby)
