Efter premieren på Det Kongelige Teaters omdiskuterede opsætning af JEPPE PÅ BJERGET steg forventningerne til Christian Lollikes iscenesættelse af Ludvig Holbergs klassiker på Aarhus Teater yderligere. Men forventningerne er blevet mere end indfriet – ikke mindst via Thure Lindhardts dybtfølte portræt af den drikfældige Jeppe.
Forestillingen åbner dristigt med Jeppe og hans unge datter på altanen i den ghettobolig, der må gøre det ud for et hjem, mens man indenfor skimter hans kone Nille i færd med at give endnu en kunde et blowjob. Men så har hun også penge til at sende Jeppe på indkøb efter de mest nødvendige madvarer. Alkoholikeren Jeppe kan dog ikke dy sig, han må på værtshus for at bruge pengene og ender med at drikke, til han segner.
Jeppe vågner op i en verden af guld. Han er omgivet af tjenende ånder, men heller ikke han kan håndtere rollen som magthaver og atter får alkoholen ham ned med nakken. I et amerikaniseret drømme-univers med syntetiske western-omgivelser dømmes han til døden, men snart viser det sig, at han blot har været centrum i et latterliggørende reality-show. Han kompenseres økonomisk for at være blevet udstillet i offentligheden, men den pinagtige fornedrelse viser sig også at have personlige omkostninger – ikke mindst i forhold til datteren.
Den i ædru tilstand ellers så skikkelige Jeppe får som alle vi andre på afgrundens rand behov for at gøre oprør, men livet online er ikke sådan at få bugt med. Vi har selv skabt denne reality verden, men vi er også selv ofre for den og kan i sidste ende ikke undslippe den.
Takket være Thure Lindhardts magiske indsats som Jeppe hænger vi på hele vejen og vi føler med ham, for hans skæbne kunne også have været vores. Lollike formår at holde morskaben i live hele vejen, indtil at også Jeppe må indse, at han ikke kan undslippe sin skæbne.
Nanna Bøttcher, Olaf Højgaard, Amanda Friis Jürgensen og Anders Baggesen lyser op i biroller, og scenograferne David Gehrt og Ida Grarup forandrer ikke blot Jeppes verden, men også vores.
Marie Brolin-Tanis koreografi tilfører forestillingen en helt særlig sanselighed støttet af dansere fra Danser fra Holstebro Dansekompagni, og Aarhus Teaters Kor bidrager til at give de musikalske indslag format.
JEPPE PÅ BJERGET forandrer for altid vores syn på Holberg, og ligner allerede et hovedværk i Christian Lollikes rige produktion.
(Michael Søby)