Rune T. Kiddes skæve sorte humor tog ofte udgangspunkt i nogle velkendte historier, som han så vente vrangen ud af, for derved at punktere deres sødladne eventyrunivers. Stilen – en svær balance mellem det dystre og det humoristiske – kan minde om filminstruktøren Tim Burtons, og kræver en sikker stilfornemmelse for at fungere.
Sjællands Teaters administrerende direktør Kristoffer Møller Hansen har stået for iscenesættelsen af DEN LILLA MØGHÆTTE OG PULVEN på Holbæk Teater, og resultatet fremstår som en af teatersæsonens mest vulgære børneforestillinger. Sir Grand Lear har ellers skabt en scenografi med muligheder, men nogen visuel fornøjelse er den ikke. Faktisk fremstår den som en rodebutik uden dramatisk fokus.
Man priser sig lykkelig for, at man ikke har taget småfolk med til dette såkaldte eventyr i Skide-Skygge-Skumle-skoven, for selv 6-årige har ikke brug for den vrængende sprogtone som praktiseres på scenen. Plathederne står i kø personificeret af Kristian Høgh Jeppesens ucharmerende fortolkning af Pulven, og Kristian Høgh Jeppesens har problemer med at fastholde fistelstemmen i rollen som Møghætte, hvilket dog viser sig at være en lydmæssig befrielse for publikum.
Regina Sloth besidder faktisk en køn sangstemme, men hun er sat til at råbe alle sine replikker, hvilket bliver ulideligt i længden, og selvom den dygtige cirkusartist Mads Panik både har scenisk sødme og karisma, synes hans replikbehandling ikke helt at være, hvad den burde være – endnu.
Bedst af alle er i virkeligheden Anja Owe som forestillingens oplæser, der nærmest modvilligt inddrages i det forvanskede eventyr. Man havde klart foretrukket at høre hende læse eventyret om “Rødhætte og ulven”, end at se denne støjende, grimme og smagløse udgave af Kiddes klassiker om Møghætte, Dolly Dyt, Klaskepot – og Pulven.
(Michael Søby)
