Det Kongelige Teater inviterede i anledning af Valentinsdag til Valentins Bar inklusiv en kærlighedskoncert i Operaens foyer. Drikkevarer skal man selv købe i baren, og er man tidligt ude, har man mulighed for at erobre et bord med stole tæt på, hvor solisterne optræder. Ellers er der stolerækker bagved tæt på de roterende indgange, hvorfra frisk luft blæser ind over flere af gæsterne – med mindre man foretrækker at sidde på de hårde trapper eller blot hænge ud i baren.
Pludselig var vi i gang. Simon Duus lagde ud med en fyldig udgave af “Some Enchanted Evening” fra “South Pacific”, og man fik fluks lyst til at se ham i en ødsel klassisk musical f.eks. “Carousel”, et Tony-belønnet hovedværk, der ville egne sig til Det Kongelige Teater.
De venlige kontrollører blev ved med at lukke folk ind, også længe efter at forestillingen var gået i gang, hvilket skabte en del uro omkring stolerækkerne. Lyde fra baren (glas, flasker og bestik) blandede sig på lidet gunstig vis med musik og sang, og blev suppleret af højlydt gnasken af diverse snacks samt en generel konversationslyst blandt de vinslubrende publikummer.
Flere udenlandske gæster foretrak ligefrem at knevre, tømme glas og glo på deres mobiltelefoner fremfor at nyde de musikalske indslag, hvilket i særlig høj grad gik ud over Niels Jørgen Riis’ følsomme danske version af Tove Ditlevsens “Så ta’ mit hjerte”. Heldigvis fik Riis revanche efter pausen, da han sammen med den lunefulde Jens Søndergaard sang den berømte herreduet fra Bizets “Perlefiskerne”: “Au fond du temple saint”.
Marlene Metzger fremstod for pjanket i katteduetten, og virkede umiddelbart mere sentimental end rørende i “Mio babbino caro”, som Jens Søndergaard desværre ikke introducerede. Det betød, at ægteparret foran brugte det meste af arien til at diskutere, om arieen var fra Puccinis “Il trittico” eller fra James Ivorys film “Værelse med udsigt” (svaret er selvfølgelig, at den indgår i dem begge).
Rusalkas “Sang til månen” af Dvorak erstattede tilsyneladende “I’ve Got You Under My Skin”, der ellers var nævnt på teatrets hjemmeside som en del af programmet. Men det gav mening, da førstnævnte åbenbart var en mere eller mindre improviseret gave til et aldrende par, der markerede 60-års ægteskab med en tur i Operaen.
Aftenens kunstneriske højdepunkter stod Elisabeth Jansson for. Først leverede hun en sjælfuld og sanselig udgave af “My Funny Valentine”. Senere fik vi tilmed hendes chefs favoritsang: “Send in the Clowns” fra Stephen Sondheims mesterværk “A Little Night Music” efter Ingmar Bergmans prægtige komedie “Sommernattens smil”. Forhåbentlig et varsel om, at vi snart får den musical at se på Det Kongelige Teater – og meget gerne med Jansson i den kvindelige hovedrolle.
VALENTINS BAR var programsat til at vare halvanden time, hvilket også blev bekræftet af teatrets personale ved ankomsten. Men der var noget sløset over hele arrangementet, og da vi kom tilbage fra pausen, var der under 10 minutter til, at forestillingen skulle være forbi.
En iscenesætter, en vært eller blot en A3-side om aftenens program og reelle længde kunne have gjort underværker, og vi var givet også blev forskånet for flere tændte mobiltelefoner, hvis forestillingen ikke var næsten 20 minutter længere end planlagt. Nu måtte flere åbenbart kigge på deres selvlysende ure, ændre i deres parkeringstilladelser, finde nye transportmuligheder eller udskyde aftaler, mens sangerne forgæves kæmpede for at få publikums udelte opmærksomhed.
Det Kongelige Teater må have rekord i upræcise angivelser af deres forestillingers længde (noget man ellers er i stand til på de fleste teatre – selv med langt færre ressourcer), og denne aften virkede det i særlig grad generende. En henvendelse til Operachefen tydede ikke på, at hun var bevidst om, hvor længe forestillingen var sat til at vare.
Det er sandsynligt, at man kan spare på varmeregningen ved at afholde arrangementer i Operaens kølige foyer og samtidig have baren åben under en hel koncert. Men det er ikke Det Kongelige Teater værdigt.
Man vil som seriøs teatergænger foretrække at sidde lunt og behageligt i salen på Takkelloftet, og så kunne dem, der hellere ville drikke, snakke, gnaske nødder eller glo i mobilen bare blive i foyeren, mens vi andre kunne nyde musikken og de dygtige sangere i ro og mag inde i salen.
(Michael Søby)
