Den hvide farve, som man sædvanligvis forbinder med uskyld, understreger de rumænske replikker, den gule – også kendt som falskhedens farve – ledsager det ungarnske sprog og den lyserøde, der i visse kredse stadig associeres med kvinder, seksuelle minoriteter og socialdemokrater, indikerer her vesteuropa (EU).
Den rumænske slager Matthias er vendt tilbage fra Tyskland til sin hjemegn efter at være blevet fyret for at slå sin chef, der kaldte ham en doven sigøjner.
Nu genforenes han med sin lille søn, der modvilligt underkaster sig faderens macho-opdragelse, mens barnets mor forsøger at beskytte drengen mod den generelt frustrerede slagter, der trøster sig med den nye bageribestyrerske. Hun har dog sit at slås med, eftersom lokalbefolkningen ikke er vilde med at få æltet brød af importeret arbejdskraft fra Sri Lanka.
Cristian Mungiu skildrer et lille landbysamfund i krise, og giver en dybt nuanceret skildring af et sammenstød mellem en gamle kultur og en ung. Helt samme intensitet som hans guldpalme-vinder “4 måneder, 3 uger og 2 dage” har filmen ikke, men udsynet forekommer endnu større og omfatter også kirkens rolle i et moderne samfund.
Der spilles med næsten dokumentarisk akkuratesse anført af Marin Grigore, der afspejler et helt folks splittelse som den forpinte slagter. Man behøver ikke at være fra østeuropa for at kunne relatere til den polariserede befolkning, der tilsyneladende altid ender som tabere.
