Figaros og Den Ny Opera har fået den gode ide at samarbejde om en forestilling “usædvanligt frit” efter Gilbert and Sullivans elskede operette HMS PINAFORE. Det er der kommet en skør og skæg musikalsk mutant ud af, der kalder sig HMS PINAFORE, men som i mindst lige så høj grad benytter sig af andre former for musik: Sømandsviser, musical-hits, grand prix-melodier og den Oscar-belønnede sang fra “Titanic”.
Vi kommer vidt omkring (rent fysisk faktisk til en fjern galakse), og den musikalske leder Allan Dahl Hansen kan både spille “Clair de lune” af Claude Debussy og synger titelsangen til Atlantis, om end med en noget anden tekst.
Hans Dueholm, der sammen med sine medspillere også har iscenesat forestillingen, får naturligvis mulighed for at synge “Admiralens vise”, som mange stadig husker for Jørgen Reenbergs uforlignelige fortolkning. Men takket være en fornyet tekst formår Hans Dueholm at gøre visen til sin egen.
Han tegner også et virkelig skræmmende portræt af den fagre Forglemmigej. Det er heldigvis lige så kosteligt morsomt som det politisk ukorrekt, så tak for det!
Set fra 1. række på balkonen i Taastrup Teater kan Karsten Jansfort sagtens illudere som 28-årig matros. Men han er allersjovest som Taastrup Teaterforenings aldrende formand, der gentagne gange afbryder forestillingen for bl.a. at byde velkommen og for at sikre sig, at forestillingen kommer rettidig i gang! En stor del af publikum skal jo lige efter forestillingen afhentes af Flex-busser! Karsten Jansfort er og bliver aftenens ubetingede stjerne, og kan også synge og danse, så det er en fryd.
Men når Lisbeth Kjærulff får lejlighed til lufte stemmens imponerende register, så er det bare med at give hende plads, og læne sig tilbage og nyde hendes skønsang. Lisbeth Kjærulffs lune fornægter sig heldigvis heller ikke i år.
Efter pausen daler kvaliteten en smule i det manuskript, som de fire på scenen alle har bidraget til, men forinden fryder vi os over tre af dansk teaterhistories mest odiøse havfruer. Lattertårerne triller, mens man pludselig indser, hvorfor havmanden i sin tid valgte at blive på havets bund.
Herlige forklædninger, smukke harmonier og en smittende spilleglæde gør, at HMS PINAFORE – i modsætning til Titanic – kommer sikkert i havn. Vi glæder os allerede til næste sæson, hvor “Præriens skrappe drenge” må stå for skud.
(Michael Søby)
