Forfatteren Bjørn Rasmussen har bearbejdet sin egen anmelderroste roman til teater. Det er der kommet en dramatisk knaldperle ud af, som for altid ændrer vores opfattelse af de uskyldige hestepiger fra Wendy-bladene (pligtlæsning for enhver sand hestepige!).
Bjørn Rasmussen ved, hvad han skriver om, for han er vokset op på en rideskole. Scenografen Josefine Thornberg-Thorsøe har omdannet Aarhus Teaters Studio Scene, der virker så autentisk, at man næsten kan lugte hestepærerne.
Clara Sophia Phillipson modtog en Reumert-talentpris for den kvindelige hovedrolle i musicalen “Bonnie og Clyde” på Odense Teater, og blev ligeledes hædret af cphculture.dk for sine præstationer på Aarhus Teater i “Tro, håb og kærlighed” og “Lagerlöf”. Nu fremstår hun allerede som en skuespillerinde, der kan bære en forestilling, og hendes portræt af pigen Kirsten er intet mindre end rystende godt.
Kirsten har et problematisk forhold til sin stedfar, og overgangen fra pige til kvinde bliver også en udfordring for hende. Men balancen i den pigegruppe, hun er en del af, er ikke konstant og diverse stævner får også den indbyrdes konkurrencementalitet til at bryde ud.
Men Clara Sophia Phillipson er bestemt ikke alene på scenen, og Laura Kjær Jensen, Solvej Sonne Horn og Alberte Riis Alexis Ibsen imponerer alle – ikke blot som hestepiger, men også som mændene i Kirstens liv.
Iscenesætter Carolin Oredsson lader historien udspille sig i “nullerne”, hvor sangerinder som Britney Spears og Christina Aguilera satte den musikalske dagsorden, og det præger forestillingen.
KIRSTENS HÆVN ender som en gyser, men heldigvis får vi også gode grin undervejs takket være en del saftige replikker.
Slutningen vil blive diskuteret og virker i sin nuværende form ikke 100 procent vellykket, men vi er så godt underholdt undervejs, at det faktisk kun forstyrrer i øjeblikket. For KIRSTENS HÆVN er så rig på detaljer, og fremstår som et indlysende hit for Aarhus Teater.
(Michael Søby)