JORDEN RUNDT

★★★★☆☆

Malene Kjærgård har fået en skæg ide. Hun vil tage børn med på en rejse jorden rundt med udgangspunkt i de souvenirs, som hendes morfar har gemt på loftet som minde om de mange rejser, at han foretog over hele kloden.

Malene Kjærgård viser sig også at være en fortræffelig sanger, der med sin smittende musikalitet får det unge publikum til at danse og synge i vidt forskellige stilarter.

Helt afgørende for forestillingens værdi er også det magiske orkester, som Malene Kjærgård har bag sig på scene, men som alene i kraft af musikernes dygtighed gør JORDEN RUNDT til usædvanlig fin og rig teateroplevelse.

Denne eftermiddag når vi både til Mexico, Japan, Thailand, Jamaica og Ghana samt ikke mindste Esbjerg, men et gensyn med forestillingen kan sagtens betyde nye rejsemål, for sådan er forestillingen konstrueret.

Malene Kjærgårds vindende personlig gør børnene ganske vilde med at vælge ting fra morfars kuffert, men også de generte og ikke nødvendigvis danselystne småfolk har Malene Kjærgård fornemmelse for.

Der er ingen iscenesætter krediteret på denne forestilling, og heller ingen manuskriptforfatter, og det er måske forestillingens eneste svagheder. Morfars egen historie kunne godt have brugt mere tyngde undervejs, ligesom relationen mellem Malene og morfar med fordel kunne være udbygget. Scenografen Jonathan Hjort sørger dog for at give loftrummets souvenirs en dragende patina, som også appellerer til alle ungerne.

Teater Zebus nye chef Betina Grove har grund til at smile. Barren er allerede sat højt i den første forestilling med hende i chefstolen.

(Michael Søby)