Folkemusikken er ikke sådan at få bugt med og gudskelov for det. Musikforestillinger som “Syng for fremtiden, Ingeborg!” på Københavns Musikteater (2013) og Aarhus Teaters Reumert-vinder “Lyden af de skuldre vi står på” (2017) formåede at finde nye frapperende dramatiske og musikalske udtryk med udgangspunkt i folkeviserne.
Det gælder også Betty Nansen Teatrets seneste forestilling FOLKEVISER på annex-scenen Edison, hvor teatrets direktrice Elisa Kragerup virkelig får understreget grumheden i diverse folkeviser gennem sin iscenesættelse – med en velgørende humor som fast ledsagerske. Scenografen Ida Grarup tager os med ud på marken, og på opfindsom vis bliver markens halm også en del af de landlige kostumer.
Også denne forestilling drager nytte af projektet Betty udvikler, og koreografen Astrid Elbo får på diskret vis indarbejdet danseelementer i forestillingen, hvilket giver forestilling ballon. Musikalsk set er vi i gode hænder hos Line Felding, der både på lyrisk og højdramatisk vis bidrager til forestillingen som komponist, musiker og sanger.
Oprindeligt mundtligt overleverede danske folkeviser er omdrejningspunktet i forestillingen, men også Sonja Ferdinand har leveret materiale til forestillingen, der ligeledes inddrager kapitlet om den sørgende “Inger”, der drages mod sin døde mand Axel, fra Johannes V. Jensens “Kongens fald”.
En vittig Nicolas Bro lægger ud som den unge Hr. Bøsmer, der på desperat vis forsøger at (bort)forklare, hvordan han lod sig forføre af en lumsk elverpige. Vi får også en version af “Agnete og Havmanden” (oprindeligt en skillingsvise, der kan spores helt tilbage til 1800-tallets begyndelse) med Anton Hjejle som en kær lille Agnete, der ofrer alt for at leve på havbunden med sin elskede havmand.
Aftenens højdepunkt bliver dog to rivaliserende søstre aldeles overdådigt fortolket af Kitt Maiken Mortensen og Marie Dalsgaard. En herligt nervesitrende Kitt Maiken Mortensen er den forsmåede og lettere psykopatiske søster, der formaster sig til at skubbe sin egen søster i vandet. Men den formodet druknede søster vender imod alle odds tilbage – i skikkelse af en harpe! I et skønt mix af musikalsk virtuositet og orkanagtig vrede viser Marie Dalsgaard talentets imponerende omfang.
Når hun i en folkevise drages mod alt det farlige og forbudte (prægtigt personificeret af Nicolas Bro), men må tage til takke med en af de kolde og golde sten på marken, oplever vi datidens trange kår for den kvindelig seksualitet.
FOLKEVISER bliver dermed andet og mere end ubehjælpsom hyggesang i forsamlingshuset, men en påmindelse om, at disse viser stadig tjener som værdifulde vidnesbyrd fra en svunden tid.
(Michael Søby)
