Tennessee Williams kaldte selv sit gennembrudsværk “Glasmenageriet” for “A Memory Play” i erkendelse af, at det vi nu skulle opleve ikke nødvendigvis var sandheden, men derimod den erindrede sandhed.
Den konklusion synes koreografen og danseren Tim Matiakis også at være kommet til, og i danseforestillingen NEVER THE SAME SELVES på det lille nyhavnsteater FÅR302 udfordrer han denne tematik i et frugtbart samarbejde med komponisten og musikeren Katrine Grarup Elbo.
Den engelsksprogede titel NEVER THE SAME SELVES understreger da også, at vi aldrig er de samme, som vi engang var – og det udmønter sig også i forestillingens episodiske karakter, hvor de skiftende fysiske udtryk følges til dør af en opfindsom brug af en violin. Ved at slå på selve violinen og til tider pine dens strenge med en infernalsk lydkulisse som resultat får vi en ny oplevelse af dette ellers så velkendte instrument, der heldigvis også kan spille iørefaldende musik, mens både danser og komponist synger kønt om “Manipulation, Contamination, Reconsolidation!”
Det var skiftene, der afslørerede, at dette danseforsøg (KINISI) ikke var helt så humorforladt, som man først troede, da Tim Matiakis i forestillingens første minutter blot skubbede sig selv henover gulvet, mens han mumlede ord, der ikke umiddelbart gav mening.
NEVER THE SAME SELVES bekræftede også, at Tim Matiakis stadig er en givende danser, selv når koreografien bliver en prøvelse, og Katrine Grarup Elbo ikke er bange for en kunstnerisk udfordring.
NEVER THE SAME SELVES kommer bestemt ikke til at falde i alles smag, men måske netop derfor mere kunstnerisk interessant, end de forestillinger, der rent faktisk falder i alles smag.
(Michael Søby)
