Paolo Sorrentinos vandt en Oscar for “Den store skønhed”, en flimrende hyldest til vor tids Rom – med blik for ungdommelig (kvindelig) skønhed. Nu følger han succesen op med en kompleks og alligevel temmelig overfladisk hyldest til sin barndoms Napoli.
Handlingens omdrejningspunkt er den skønne Parthenope (kønt men kedeligt gestaltet af den italienske Barbie-dukke Celeste Dalla Porta), hvis livsrejse fra 50’erne og op til i dag er en kærlighedsrejse. Hendes bisexuelle bror Raimondo (følsomt gestaltet af Daniele Rienzo) begår selvmord, og snart kaster hun sig i armene på forfatteren John Cheever (spillet med en vis selvfedme af Gary Oldman).
Silvio Orlando er et lyspunkt som den smågnavne antropologiprofessor Marotta, og Stefania Sandrelli viser i en enkel scene, hvad andre skuespillere ikke formår gennem en hel karriere.
Hun brød igennem allerede i starten af 60’erne med den Oscar-vindende “Skilsmisse på Italiensk”, og gjorde ligeledes indtryk i italienske mesterværker som “Medløberen”, “Så gode venner var vi vist”, “1900” og “Det sidste kys”. Men måske var hun allerbedste i Antonio Pietrangelis “io la conoscevo bene” (“I Knew Her Well”), der p.t. kan nydes på Netflix. Gensynet med Stefania Sandrelli er ikke kun nostalgisk, men beviset på et talents tidløshed, og langt mere interessant end den mytologiske sovepille i centrum af PARTHENOPE.
Fade postkort fra Napoli får ikke i tilstrækkelig grad solen til at skinne i hjertet, og man havde forventet en film med mere dybde og ægte smerte af den Oscar-belønnede instruktør, hvis forkærlighed for smukke unge kvinder heller ikke fornægter sig denne gang.
