Anthony Mackie havde fortjent en Oscar-nominering for sin birollepræstation i Kathryn Bigelows Oscar-vinder “The Hurt Locker”, men har heldigvis haft en rig karriere både før og efter den film.
Nu har han hovedrollen som Will i George Nolfis Sci-Fi gyser ELEVATION, hvor nogle sejlivede monstre jagter klodens sidste beboere, der har søgt tilflugt i Rocky Mountains.
Imod alle odds formår instruktøren George Nolfi næsten at gøre denne vilde historie troværdig og i passager tilmed spændende. Will må nemlig forlade sikkerheden i bjergene for at redde sin søn Hunter (en talentfuld ung mand ved navn Danny Boyd Jr.) fra at dø.
Will får selskab på sin farefulde mission af to kvinder, Nina og Katie, der ikke kan fordrage hinanden. De spilles troværdigt af Morena Baccarin og Maddie Hasson, men gør ikke rejsen mindre kompliceret.
ELEVATION fremstår som en nogenlunde velfungerende underholdningsfilm, men spillet en smule bedre, end man sædvanligvis ser det indenfor den genre. Men næste gang vil vi gerne se Anthony Mackie i en film med lidt mere næring i.