REJSEKAMMERATEN

★★★★★★


H. C. Andersens eventyr REJSEKAMMERATEN er næsten 200 år gammelt, men dets poesi og budskab forekommer mere relevant end nogensinde. En rørende fortælling om den faderløse Johannes, der med tillid til verden begiver sig ud på en livsrejse. På sin rejse møder han både en prinsesse og en trold, og så får han sig en rejsekammerat af de sjældne.

Riddersalen, der har en fornem dukketradition, har lavet en ganske overdådig udgave af REJSEKAMMERATEN, der i Henrik Køhlers magiske iscenesættelse fremstår som en pop-up bog, der bliver lyslevende for vore øjne.

Scenografen Sigurd Dissing leger raffineret med publikums perspektiv, og Johannes dukker således op i flere størrelser afhængig af, hvor vi er på rejsen. Også Pille Behrendts periodesikre kostumer bidrager til den helt rigtige eventyrlige stemning.

Komponisten og multimusikeren Hans Find Møller har skabt et blidt musikalsk univers, der låner nænsomhed til forestillingen, og dukkeføreren Erik Olsen viser sig at være en mester i at håndtere dukker i alle størrelse.

Skuespilleren Katja Kvistgaard binder med sødme historien sammen, og det er bestemt ikke kun børn på 6 år og op, der nyder den lille fortryllende time, som forestillingen varer.

Den H.C. Andersen-kyndige Dronning Margrethe overværer naturligvis forestillingen hver aften – i dukkeform.

(Michael Søby)