SOMMERFUGLENS STEMME af Benjamin Koppel Politikens Forlag

★★★★☆☆



Fortidens forbindelse til nutiden er et gennemgående element i Benjamin Koppels anden roman SOMMERFUGLENS STEMME. Romanen er en selvstændig opfølger til hans første roman “Annas sang”. Benjamin Koppel er til daglig udøvende musiker, og musikken er en nøglekomponent i begge romaner. Tonen i romanen er for det meste sat i mol.

SOMMERFUGLENS STEMME kredser om familien Koppelman og udfolder sin historie via to forskellige fortællespor. Det ene spor følger den kriseramte sanger Alexander i dagens København, og det andet spor følger bedstemoren Ruth i New York i 1935 og fremefter.

Alexander er kæreste med Gry. Parret er i gang med et opslidende fertilitetsforløb, som dræner dem for energi. Ruth derimod er en ældre jødisk dame, der via kassettebåndsoptagelser ønsker at videreformidle sine livsoplevelser til barnebarnet Alexander. Her spiller romanen på modsætningsforholdet mellem at skabe et liv og forholde sig til det liv, som man har skabt.

SOMMERFUGLENS STEMME dykker dybt ned i Alexanders sjæleliv. Han er midtvejs i livet og er ikke specielt tilfreds med den retning, som hans liv har taget. Han er forsanger i et band, der leverer tam underholdning til et tv-program. Forholdet til moren, Lillian, er lettere anstrengt. Modsat knuselsker han kæresten Gry, der forsker i ”sekundære traumer”. Altså hvordan mennesker kan overføre traumer til andre, der ikke har selv har gennemlevet den traumatiske oplevelse.

De reelle traumer bærer Ruth Koppelman på. Via hendes indtalte kassettebånd, som Alexander får fingrene i, lærer vi, at hun har opholdt sig i koncentrationslejren Theresienstadt fra 1943-1945. Herefter blev hun transporteret til Danmark med de hvide busser. En medvirkende årsag til at Ruth ikke bukkede under i koncentrationslejren var de mange sange, de sang.

Langt hen ad vejen lykkes det fint for Benjamin Koppel at pendulere mellem de to historier, og delhistorien med Alexanders mor, der ligeledes rammes af en krise, er ganske fin og troværdig fortalt.

Som læser rammes man ofte af fortællingens misantropi. Indimellem bliver sproget en anelse klichefyldt, og man fornemmer ikke helt den samme menneskelige dybde som i ”Annas sang”. Benjamin Koppel er indlysende en dygtig og dreven fortæller. Han evner at optegne et spændende persongalleri og veksler fint mellem hverdagsagtige og følelsesladede momenter i en jødisk familie.


(Gæsteanmelder: Niels Roe)