Det er efterhånden 8 år siden, at den farverige animationsfilm “Viana” (“Moana”) havde verdenspremiere. Filmen blev Oscar-nomineret som bedste animationsfilm, og sangen “How Far I’ll Go” opnåede både en Oscar-nominering og en Grammy-pris.
Det kunststykke kan VAIANA 2 (“Moana 2”) meget vel gentage og blandt flere iørefaldende sange fra filmens medrivende soundtrack kunne den inspirerende “Beyond” været et godt bud på en Oscar-nominering, men også “Can I Get a Chee Ho?”, som soundtrackets mandlige stjerne Dwayne Johnson har været med til at skrive, menes at have en chance.
Hele tre instruktører (David Derrick Jr., Jason Hand og Dana Ledoux Miller) har fundet plads i instruktørstolen. Handlingen udspiller sig tre år efter den første Vaiana-film, og denne gang modtager Vaiana en overraskende besked fra sine forfædre, der bringer hende på en dramatisk rejse gennem Oceanien.
Det danske lydspor er også i denne omgang forkælet med gode folk i alle de velkendte roller: Både Clara Rugaard-Larsen som Vaiana og Kaya Brüel som Sina synger vidunderligt, men også Stig Rossen som Chief Tui og Kasper Leisner som Maui har stemmer, der stadig er værd at lytte til.
Man savner naturligvis Grethe Mogensen i rollen som bedstemoderen, men Pia Rosenbaums indsats i samme rolle er både upåklagelig og charmerende.
Torben Zeller som Kele og Idun Nielsen som Simea, Vaianas lillesøster, formår også at gøre sig positivt bemærket.
Man kan således med sindsro tage på endnu en tur med Vaiana, for der er en rigtig god chance for, at man vender stornynnende hjem.