HANS

★★★★☆☆

Vendsyssel Teater kan fejre et flot 40-års jubilæum, og gør det på ganske original vis med en hyldest til en skuespiller, der på mange måder personificerede og afspejlede Vendsyssel Teaters udvikling.

Man skal dog ikke forvente noget storstilet jubilæumsshow. HANS er snarere blevet til en slags intimkoncert med brudstykker fra nogle af de 76 forestillinger på Vendsyssel Teater, som Hans Holtegaard nåede at medvirkede i.

Mette Kolding har stået for den grundige research, der ligger til grund for forestillingen og Jørgen Bing (Holtegaards medspiller i talrige forestillinger) er garant for, at HANS bliver en forestillingen med både hjerte og smerte med støtte fra Vendsyssel Teaters nye direktør.

Lone Rødbroe, der ikke ulig Holtegaard er blevet folkeeje i Nordjylland, øser af minder om sin afdøde kollega, og påtager sig desuden brudstykker fra en række af hans glansroller bl.a. Jeppe i “Jeppe på bjerget”, Herr Dollerup i “Svend, Knud og Valdemar” og Gruesen i “Parasitterne”.

Sidstnævnte indbragte Hans Holtegaard en Reumert-nominering som årets skuespiller overfor Susanne Heinrich (der ligesom flere af hans elskede kolleger var til stede i salen), og blev et utvetydigt vidnesbyrd om, hvor stor en karakterskuespiller Hans Holtegaard udviklede sig til at blive.

Hvor kærligt og fint Lone Rødbroe end spillede disse roller – talentfuldt sekunderet af datteren Frida Cæcilia Rødbroe og sønnen Mikas Bøgh Olesen, så virkede det ejendommeligt, at en hyldestforestilling om HANS hverken bød på billeder eller klip fra hans forestillinger og film eller i det mindste lydoptagelser, der mindede os om hans helt særlige stemme.

Bedst fungerede diverse sange, der kredsede om fader-rollen, og som gav Frida Cæcilia Rødbroe en mulighed for at lufte sin kønne sangstemme ligesom Mikas Bøgh Olesen fik lejlighed til at vise, hvor dygtig en musiker, han er.

Men mon ikke Hans Holtegaard fra sin milde himmel ville have nydt den ømhed, der kom fra scenen og de smukke vokalarrangementer, som familiefaderen Bjørn Bønne Kristensen har stået for, og som understregede familiens omfattende musikalitet på jubilæumsaftenen.

Tilbage står spørgsmålet om, hvor Vendsyssel Teater nu vil bevæge sig hen uden Hans Holtegaard og med Rolf Heim som ny chef. Det ved vi mere om, når det nye sæsonprogram bliver offentliggjort til næste år.

(Michael Søby)