Stephen Daldrys moderne filmklassiker “Billy Elliot” med en ung Jamie Bell og en Oscar-nomineret Julie Walters på rollelisten havde verdenpremiere i 2000 på filmfestivalen i Cannes. Elton John var til stede, og tog umiddelbart efter kontakt til Stephen Daldry og meddelte, at han ville gerne lave en musical baseret på “Billy Elliot”. Fem år senere havde musicalen premiere i London, og i 2009 blev den på Broadway i New York hædret med Tony-priser bl.a. som årets musical.
På Det Ny Teater kunne man i 2015 opleve en pragtudgave iscenesat af Lisa Kent med Carl-Emil Lohmann i en stjernepræstation som den lille Billy.
Nu er det Det Kongelige Teaters tur til at opføre musical-versionen af BILLY ELLIOT og denne gang er opgaven lagt i hænderne på Heinrich Christensen, der har fået Operaens store scene til sin rådighed. I hans version er den lille Billy ikke en stjerne, men en helt almindelig dreng med potentiale.
Silas Santin spiller, synger og danser ham med en naturlighed, så alle børn (fra 10 år) og voksne vil kunne identificere sig med ham. Verdensdanseren Alban Lendorf er på smukkeste vis den ældre Billy, og beviset på, at det betaler sig at drømme og investere i fremtidens talenter.
Annette Heick ved ligesom balletunderviseren Fru Wilkinson, hvordan man begår sig i en mandsdomineret verden, og viser ikke mindst i sin afsluttende scene med Billy, hvor langt hun er nået som skuespiller. Mads Rømer Brolin-Tani, der tidligere på sæsonen stod i spidsen for musicalen “Urinetown” på Østre Gasværk, har rørende momenter som Billys far.
Anne Marie Helger er lige til at forelske sig i som den livskraftige bedstemor, og præstationen hører til de allerfineste i hendes lange karriere. Det er simpelthen en fryd at se hende på Operaens store scene med hele det rebelske talent i fuld udfoldelse.
I rollen som den lille kjoleglade Michael er Vilhelm Kroner Ingvald et fund med sin neurosefri umiddelbarhed. Hos Billy finder han et uhæmmet venskab, der giver dem begge mod på at kaste sig ud i livet.
Danmarks førende scenograf Benjamin la Cour, der nyligt blev nomineret til Teaterpokalen for sin scenografi til musicalen “Wicked”, formår også denne gang at trylle med en scene, så vi synes, at vi oplever den for først gang. Både danseskolen, barndomshjemmet og minearbejdernes arbejdsplads bliver nærværende for os i hans geniale greb, og scenen, hvor minearbejderne vender tilbage til arbejdet, kalder tårer frem ved sin enkle skønhed.
Elton Johns medrivende musik vinder ved hvert genhør, og under ledelse af Robert Houssart giver Det Kongelige Kapel fylde og dybde til de store ensemblescener. Miles Hoares koreografi sørger samtidig for en alsidig vitalitet i samtlige tre timer, som forestillingen varer.
Heinrich Christensen forsager hverken kras realisme eller grov julesatire, men enhver, der har opholdt sig i England under Thatchers regime, ved, at det ikke er overdrevet.
I en tid, hvor minoriteter er truet i verdens mægtigste nationer, virker det ekstra bevægende at se en empatiske musical som BILLY ELLIOT – THE MUSICAL opført på vores nationalscene. Med et originalt tvist til slut, der understreger, at alt er muligt.
(Michael Søby)
