WICKED Part 1

★★★★★☆

Den 30. oktober 2003 havde musicalen WICKED Broadway-premiere. Trods mange anmelderes forbehold vandt WICKED i 2004 tre Tony Awards for kvindelige hovedrolle-præstation (Idina Menzel), dekorationer og kostumer, men tabte i kategorien bedste musical til dukke-forestillingen “Avenue Q”.

I Danmark har vi efterfølgende haft opsætninger på Det Ny Teater, og i år både på Fredericia Teater og i Tivolis koncertsal. Nu følger så første del af filmversionen instrueret af Jon M. Chu, der også filmatiserede af en anden Broadway-musical, “In The Heights” (kåret til bedste engelsksprogede film i sæsonen 2020-21 af cphculture.dk).

Filmens første del varer over 2½ time, hvilket er næsten ligeså lang tid som sceneversionen. Men i forhold til et dansk publikum vil det først og fremmest være en fordel. På trods af dyre-karakterer har WICKED aldrig været velegnet til mindre børn, men store børn lader sig ikke afskrække af en lang spilletid takket være diverse film om Harry Potter og Ringenes herre.

150 minutter plus det løse giver også mulighed for at fylde nogle af de handlingsmæssige huller, hvor sceneversionen forudsætter et kendskab til “The Wizard of Oz”. Samtidig giver det rig mulighed for at nærstudere filmens dekorationer og kostumer, der øjeblikkeligt fremstår som Oscar-favoritter. WICKED er simpelthen årets flotteste filmproduktion.

Musicalens forfatter Winnie Holzman har skrevet filmmanuskriptet sammen med Dana Fox, og atter med udgangspunkt i Gregory Maguires manuskript og med Stephen Schwartz ansvarlig for sangene.

Cynthia Erivo, der modtog en Oscar-nominering for sin hovedrolleindsats i slave-dramaet “Harriet” såvel som en nominering for hendes andel i filmens sang “Stand Up”. Med sit kraftfulde spil og sang som den såkaldte onde heks Elphaba i WICKED – Part One forventes Cynthia Erivoat være med i opløbet om en Oscar til næste år. Det er også værd at bemærke, at Andrea Lykke Oehlenschlæger, der af cphculture.dk blev kåret som årets sanger for sin indsats i “The Bodyguard – The Musical”, er overrumplende god som Elphaba på det danske lydspor.

Også Johanne Milland, der i den danske sceneversion faktisk var sjovere end Ariana Grande er det i det originale lydspor, synge flot, men hvorfor hun også her synger “Popolær”, når sangen hedder “Populær” undrer unægtelig.

Om Ariana Grande alligevel opnår en Oscar-nominering for sin vittige indsats som den gode heks Glinda kan meget vel afhænge af, hvorvidt Det Amerikanske Filmakademi accepterer hende som birollespiller, sådan som folkene bag filmen gerne vil have, da de således undgår, at filmens to stjerner konkurrerer mod hinanden. Men det er unfair overfor Michelle Yeoh, der spiller en markant birolle som Madame Morrible, men risikerer helt at blive udeladt i nomineringssammenhæng, da Ariana Grande har betydelig mere plads i filmen.

Jon M. Chu har også fået plads til rivalinderne fra den originale Broadway-udgave, Idina Menzel (Elphaba) og Kristin Chenoweth (Glinda), og hvem kunne bedre varetage disse roller i den danske version end Maria Lucia Heiberg Rosenberg og Louise Fribo ?

Man har også svært ved at forestille sig, at Jonathan Baileys danseglade Fiyero kunne finde en mere passende fortolker på dansk end Silas Holst. Stig Rossen er et morsomt bud på rollen som Troldmanden fra Oz, men en noget andet type også rent vokalt end originalen Joel Grey (den dekadente konferencier i Bob Fosses mesterværk “Cabaret”) eller for den sags skyld Jeff Goldblum i filmversionen.

Gedebukke-underviseren Dr. Dillamond blev på Broadway spillet af William Youmans, men i filmen er han erstattet af… en ged. Men en talende ged med stemme af Peter Dinklage (“Game of Thrones”) i original-versionen og af Hans Henrik Clemensen i den fine danske udgave.

Men WICKED – Part 1 er meget mere end en storstilet velbesat musical. Dens slutscene er et frontalt angreb på den Trump-politik, der allerede er ved at blive gennemført og som fremstår som en krigserklæring mod diverse minoriteter. WICKED – Part 1 synes således at være mere slagskraftig som politisk filmkunst i USA end “The Apprentice”, og dens budskab forekommer pludselig mere relevant end nogensinde.