SUPERKLAUS

★★★☆☆☆

Billie er navnet på filmens kække krølhårede hovedkarakter, der sammen med robotten K.A.R.L. og den lille nisse Leo må redde julen. For julemanden har slået hovedet og tror pludselig, at han er superhelten SUPERKLAUS, hvilket den fæle legetøjsfabrikant ser sit snit til at udnytte. Men den 11-årige Billie, der er meget alene på grund af sine fortravlede forældre, sørger for, at også denne julefilm får en lykkelig slutning.

SUPERKLAUS er en spansk-britisk-canadiske co-produktion instrueret af Steve Majaury og Andrea Sebastián. Eva Paludan (kendt fra diverse roller på Eventyrteatret) låner på dynamisk vis sin stemme til Billie på det danske lydspor, hvor man også kan glæde sig over Niels Olsen i rollen som Julemanden alias SUPERKLAUS.

Filmen virker umiddelbart underholdende, men den mangler i nogen grad charme, og at smukke julesange skal ødelægges af støjende rock-versioner giver ingen mening. Det er heller ikke noget plus, at SUPERKLAUS i flere scener fremstår voldelig, og at sproget et par stedet synes for groft til mindre børn.

Men heldigvis er der også andre og bedre juletilbud i biografen bl.a. “Niko og nordlysets hemmelighed”, hvor den altid festlige Niels Olsen i øvrigt også medvirker på lydsporet.