Søren Iversens intense udgave af Federico García Lorcas skuespil “Blodbryllup” havde premiere på Stærekassen (Nye Scene) d. 8/1 1992 med Helle Hertz i en pragtpræstation som den forpinte moder, og en ung Morten Kirkskov (nuværende skuespilchef på Det Kongelige Teater) i en lille rolle som yngling.
36 år senere kan man på Det Kongelige Teaters Gamle Scene opleve en dugfrisk balletudgave af den klassiske fortælling, men set med moderne øjne. Når den unge brud flygter ud i skoven, så er det ikke for at få et kærlighedsmøde med den smukke Leonardo, men et udtryk for hendes frihedstrang. Mødet med Leonardo har i Eukene Sagues’ balletversion nærmest karakter af et overgreb, ikke bare på bruden, men også på Lorcas værk. På lignende vis insisterer koreografen Eukene Sagues på en håbefuld slutning, hvor de centrale kvindefigurer på meget tidstypisk vis finder styrke i hinanden, hvorimod Lorcas værk slutter lidet håbefuldt med feminin tristesse nu og i al fremtid.
Palle Steen Christensens prægtige scenografi udnytter flot kontrasten mellem det festlige og smukke bryllup (godt hjulpet af Louis Kynds fint farveafstemte kostumer), og den fatale dramatiske duel, der ligesom fortæppet omsluttes af et blodrødt lys. Men også kontrasten mellem fortid og nutid får Palle Steen Christensen med ved at lade den klassiske naturalisme ved bryllupsfesten blive afløst af en mere abstrakt og næsten surrealistisk reb-scenografi, når vi bevæger os ind i skoven.
Den klassiske del af musikken består af Federico Garcia Lorca egne sange samt musik af forrige århundredes største spanske komponist Manuel de Fall. Rocío Bazáns passionerede stemme samt overbevisende solistpræstationer af guitaristen Allan Sjølin og violinisten Erik Danciu låner autenticitet til historien. Elena Abads blide musik kæder på nydelig vis de øvrige musikindslag sammen – dog uden helt at opnå samme musikalske tyngde, men med dirigenten Edo Frenkel i spidsen for Det Kongelige Kapel danner musikken alligevel en helhed.
Astrid Elbo yder en stærk indsats i partiet som den hårdt prøvede mor, men virker endnu lidt for ung til rollen, og Alexander Stæger har sin hidtil bedste opgave som den lunefulde måne og honorerer den med talent.
Stephanie Chen Gundorph er yndig som den unge brud, men man forstår ikke rigtig hendes modvilje mod Ryan Tomashs fyrige Leonardo, indtil han overtræder hendes grænser. Den vege brudgom varetages af Guilherme de Menezes, der ikke for alvor giver Tomash modspil i den langvarige duel, men Mads Blangstrup forvalter med værdighed faderens rolle.
Der er indlagt en smule dialog undervejs – både på spansk og engelsk – muligvis for at gøre handlingen mere tilgængelig? Men det virker underligt halvhjertet gjort, og replikkerne når ikke ud over scenekanten i tilstrækkelig grad. Fordi man er en fremragende danser er der altså ingen garanti for, at man også kan sige replikker med gennemslagskraft, og på det punkt svigter Eukene Sagues’ iscenesættelse.
Men hendes dristige greb på et hovedværk i spansk litteratur gør indtryk, og takket være fine dansepræstationer, en medrivende musikledsagelse og en virkelig flot indpakning fremstod BLODBRYLLUP også i danseversionen som en succes ved premieren. Om Lorca-fans så kan forlige sig med den meget frie bearbejdelse, er dog ikke en selvfølge.
(Michael Søby)
