Agatha Christie regnes stadig blandt verdens populæreste romanforfattere, men hun er faktisk også den mest succesfulde kvindelige dramatiker nogensinde. Hun er stadig den eneste kvinde, der har haft tre stykker på plakaten samtidig i Londons teaterkvarter West End, hvor “The Mousetrap” stadigvæk er rekordholderen som det skuespil, som har spillet længst – nogensinde!
Film- og tv-branchen har også gjort alverden for, at nye generationer kan opdage denne begavede forfatterinde. Det kommer sikkert bag på de fleste, at hvis man ser bort fra diverse tv-serier, er den hyppigst filmatiserede Agatha Christie-tekst “Love From a Stranger”, en lille novelle, der alene i 30erne og 40erne blev til fire film.
“Alibi” var titlen på den første dramatisering af et værk af Agatha Christie, hendes gennembrudsroman “Hvem dræbte?” (“The Murder of Roger Ackroyd”) fra 1926. Michael Morton stod for dramatiserngen, og forestillingen havde premiere i 1928 med en ung Charles Laughton i rollen som Hercule Poirot. Resultatet blev så stor en succes, at forestillingen blev filmatiseret i 1931 og overført til Broadway i 1932 under titlen “The Fatal Alibi” med Charles Laughton som iscenesætter såvel som skuespiller,
Agatha Christie forholdte sig kritisk til dramatiseringen, men glædede sig over Charles Laughtons indsats, der også blev hyldet på Broadway, og forestillingen bidrog væsentligt til at gøre Agatha Christie synlig i USA – også i teatersammenhæng.
Derfor var Agatha Christie også begejstret, da Billy Wilder i 1957 filmatiserede “Anklagerens vidne” (“Witness for the Prosecution”) med Charles Laughton i hovedrollen. Hun havde selv bearbejdet novellen “Traitor’s Hands” fra 1925 til en skuespil, der havde premiere i 1953, og filmatiseringen vedblev med at være en af hendes personlige favoritter. Stykket har også i nyere tid oplevet betydelig succes i retsbygningen London County Hall.
På trods af sygdom har Sjællands Teater formået at gennemføre deres imponerende opsætning af “Anklagerens vidne” – både i den gamle byrådssal på Korsør Rådhus og i Østre Kapel i Holbæk. Martin Elung-Jensen klarede efter sigende sin lyndublering flot til premieren og yder en intelligent præstation i Laughtons gamle glansrolle som Sir Wilfrid Robarts. Kun i hans store teksttunge scene i 2. akt. virker han forstyrrende afhængig af manuskriptet, men det kan måske ændre sig til de sidste par forestillinger i det stemningsmættede Østre Kapel?
Kirkerummet er smukt indrettet som klassisk retssal og med nogle fine grønne lamper til at give den helt rigtige atmosfære. Iscenesættelse har man lagt i hænderne på den Reumert-belønnede iscenesætter Vibeke Wrede, der skabte teaterhistorie med sin tredelte opsætning af “Stormfulde højder” på Odense Teater, og det har man gjort klogt i.
Vibeke Wrede er nemlig er eminent personinstruktør og det mærker man virkelig gennem hele forestillingen. Hovedparten af de medvirkende har man næppe nogensinde set bedre, og holdet fremstår som et ensemble, der formår at formidle tekstens elementære spænding.
Joachim Kubel leverer en raffineret præstation som den naive mordanklagede Leonard Stephen Vole. Agatha Christie udnytter fiks den mistillid, der selv mange år efter 2. verdenskrig prægede holdningen til tyskerne i sit plot, og i sit portræt af Christine Helm Vole, og Pernille Albæk Andersen formår at gribe disse muligheder.
Peter Thieme, der bortset fra en enkel “røv” også har ære af sin oversættelse, er glimrende som anklageren Mr. Myers, Sir Wilfrids snu modstander i retssagen. Brian Kristensen gør god fyldest i rollen som Sir Wilfrids yngre rådgiver Mr. Brogan-Moore, og minder samtidig om, at han bestemt kan andet og mere end være morsom i Holbæks Museumsgård hver sommer.
Frank Rubæk tegner med lune portrætter af en mut politimand og en konfus retsmediciner, og som dommeren har Kenneth Ewi Kirkeby den helt rette autoritet. Ann Hjort lyser op både som ivrigt servicerende sekretær og som den myrdede kvindes mere stramtandede hushjælp. I Vibeke Wredes iscenesættelse bliver de en spejling af den mandstunge verden, som disse kvinder er tvunget til at forholde sig til uden for alvor at blive værdsat.
Agatha Christie vover at stille spørgsmålstegn ved det definitive i justitsmord, og med så mange groteske eksempler både i ind- og udland på netop dette fænomen forekommer ANKLAGERENS VIDNE mere aktuel end nogensinde. Man får derfor lyst at se flere Agatha Christie-dramatiseringer på de danske scener, om end ikke nødvendigvis “The Mousetrap”, da den lige har spillet.
(Michael Søby)
