MADAMA BUTTERFLY (Den Jyske Opera/Gamle Scene, Det Kongelige Teater)

★★★★☆☆


Tidligere på sæsonen kunne man på Operaens store scene opleve en nyfortolkning af historien om Madame Butterfly under originaltitlen MADAMA BUTTERFLY. Nu får vi så Den Jyske Operas mere traditionelle udgave af Giacomo Puccinis populære værk på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, og det er der givet mange, som vil foretrække.

Både scenografen Rifail Ajdarpasic og kostumedesigner Ariane Isabell Unfried udviser sans for detaljer og farvesans, hvilket understreges i Anders Polls stemningsmættede lysdesign.

Den kinesiske sopran Chunxi Stella Hu gør lykke som geishaen Cio-Cio-San (Butterfly), ikke mindst på grund af sit rørende spil. Men også Anders Kampmann som Pinkerton, Rhys Jenkins som Sharpless og Sofiya Palamar som Sozuki har ære af deres medvirken.

Den Jyske Operas nye chefdirigent Christopher Lichtenstein får det bedste frem i Odense Symfoniorkester og rent musikalsk fungerer forestillingen upåklageligt.

Men iscenesætter Ulrich Peters har fået den ulyksalige ide at lade den vigtige rolle som Butterfly og Pinkertons lille søn blive varetaget af en dukke. I starten tolker vi det som om, at barnet blot er en syg fantasi i hovedet på Butterfly, hvilket understøttes af Sozukis skødesløse måde at holde barnet på. Senere virker det dog helt absurd, at Butterfly vil tage sit eget liv på grund af en dukke.

Men ellers glædede man sig over denne opsætning, der fik fortalt historien klart og tydeligt – med Chunxi Stella Hu som dens blødende hjerte.

(Michael Søby)