Susan Hills gyserfortælling THE WOMAN IN BLACK fra 1983 blev dramatiseret af Stephen Mallatratt i 1987. To år senere dannede den grundlaget for TV-filmen af samme navn, hvor rollen som den paranoide advokat Arthur Kipps blev gestaltet af Adrian Rawlins (Senere kendt for rollen som Harry Potters far og Robert-nomineret for sin rolle i Lone Scherfigs “Wilbur begår selvmord”). I 2012 spillede Harry Potter alias Daniel Radcliffe selv rollen som Kipps i en spillefilm, mens Adrian Rawlins fik en slags comeback i to’eren fra 2014.
Også den danske teaterudgave har ligesom den engelske version været en langvarig succes og den seneste genopsætning markere 10-års jubllæet for That Theatre Companys oprindelige opsætning. Dengang udløste Benjamin Stenders præstation som Kipps i den fiktive del af historien en Reumert-talentpris, og han er bestemt ikke blevet ringere med tiden.
Ian Burns har heller aldrig været bedre i denne perlerække af biroller, der bringer mindelser om David Leans klassiske Dickens-film som “Store forventninger” og John Fords Shakespeare-inspirerede “Den tavse mand”. Hans evne til at ramme de lokale dialekter er suveræn, og han har med tiden fået mere dybde som skuespiller, hvilket også kommer disse roller til gode.
Forestillingens fornemme lyd- og lys-kulisse er et helt kapitel for sig, og især efter pausen skrues der op for antallet af effekter. Men THE WOMAN IN BLACK er også en ganske raffineret teaterleg: Konstruktion og dekonstruktion i skøn forening serveret med lune og elegance.
Uhyggen er indforstået, og om der er en tredje medvirkende på scenen eller om det blot er ren fantasi, må enhver gøre op med sig selv efter have set den engelsksprogede THE WOMAN IN BLACK på Krudttønden.
(Michael Søby)
