Benoît Chieux’s SIROCCO OG VINDENES VERDEN (“Sirocco et le royaume des courants d’air” vandt hovedprisen på årets Buster Filmfestival, og det forstår man godt. Det er en dejlig uortodoks animationsfilm, der både underholder og er en visuel fest for øje og øre.
Søtrene Carmen og Julie (der i den danske version får liv af Fiona Blond og Tone Suvi Ellegaard Ebbe) er optaget af bogen “Vindenes verden”, da en lille træfigur viser dem vejen til en portal ind i bogens univers. Pigerne lander i et magisk rige, hvor de blandt andre møder den fortryllende mørke sangerinde Selma såvel som en borgmester (to karakterer, der fortolkes forventeligt af det hyppigt anvendte ægtepar Anette Støvelbæk og Lars Mikkelsen).
Casper Phillipson leverer sin titelfigur med passende pondus, men bedst af alle er dog Henrik Koefoed som den lille træfigur, der efter et fald på jorden får sit helt eget ordforråd. Henrik Koefoed formidler bizarre sætninger som “det regner på vandmelonen” med den største selvfølgelighed, og resultatet bliver morskab af fineste karat.
SIROCCO OG VINDENES VERDEN er i sandhed eventyrlig, og et godt bud på en æstetisk smuk filmoplevelse for børn fra 6 til 11 år, når nu efterårsferien er slut.