Projektet Koreorama blev søsat tidligere på året som en afløser for Dans2Go. Nu skulle flere unge koreografer – rekvireret fra Den Kongelige Ballets egne rækker – have chancen for at skabe helt nye balletter.
Heldigvis blev den første Koreorama også en lovende start efter bekymringer om, hvorvidt Den Kongelige Ballet på sigt ville være i stand til at opretholdes et tilstrækkeligt højt niveau, når man ikke også lader talentfulde koreografer udefra komme til. Det skulle jo nødigt hedde sig, at det blot var balletmesterens venner, der fik chancen.
I mellemtiden er instruktøren Amy Watson blevet konstitueret som balletchef efter Nikolaj Hübbes sygemelding, der ifølge Politiken skyldes den omfattende sag vedrørende mistrivsel blandt balletbørn. Desværre må man konstatere, at den nye omgang Koreorama ikke lever op til den første:
The Pearl ***
Rent visuelt blev aftenens første ballet dog en nydelse. Scenografien og ikke mindst Silvia Selvinis udsøgte kostumer i smukt afstemte blide farver vidnede om sans for den klassiske ballets traditioner. Men denne aften skulle være en fejring af nyt talent, der udfordrer og fornyer dansens udtryk, og det var svært at få øje på i Eliabe D’Abadia lidt for traditionsbundne koreografi, selvom danserne gjorde et sympatisk indtryk.
Am I Doing It Right? **
Carling Talcott-Steenstra havde i aftenens anden ballet i det mindste forstået opgaven, men resultatet var en værre rodebutik. Man følte, at koreografen ville meget mere, end hun på nuværende tidspunkt magtede.
Skuespilleren Peter Plaugborg gjorde en uheldig entré på Gamle Scene, da hans ankomst ikke i tilstrækkelig grad var timet med de videoopetagelser, vi så af ham på storskærm. Musikken undergravede også de replikker, som han skulle formidle til publikum, og det blev ikke bedre af, at han var blevet forpustet af at løbe og danse.
Have You Noticed I’m Grieving? ****
Oliver Marcus Starpov åbnede efter pausen aftenens sidste balletindslag ved at fortælle om den sorg, der ligger til grund for balletten. Men her var afbrydelserne bevidste, når de øvrige medvirkende afbrød hans beretning om sorg, og på vittig vis fik understreget forestillingens titel.
Andreas Kaas, som på udvalgte dage danser partiet som Juncker Ove i “Et folkesagn”, viste en helt anderledes og mere feminin side af sit talent, og man så pludselig nogle nye muligheder i ham som danser. I det hele taget har samtlige solister i denne sidste ballet noget at byde på, og det var i al fald lovende.
Men ingen af de tre balletter overbeviste os om, at her var et kommende stortalent, der blot ventede på store opgaver som koreograf.
Det rejser spørgsmålet om modellen for disse Koreorama-aftener bør justeres med folk udefra. For hvad vi så denne aftenen rent koreografisk fordrede ikke fuld produktion, men egnede sig bedre til en uprætentiøs præsentationseftermiddag på Takkelloftet, end til ødsle opsætninger på Det Kongelige Teaters gamle scene. De ressourcer, man ville spare, kunne komme en spritny dansk balletproduktion til gode af en koreograf, som allerede havde vist et indlysende talent.
Noget kunne tyde på, at man har brug for drastiske ændringer, hvis Den Kongelige Ballet skal have mulighed for at ændre sig radikalt i helt nye retninger, men det får vi forhåbentligt, når skal findes en ny balletmester til Den Kongelige Ballet.
(Michael Søby)
