WALDEN – LIVET I SKOVENE

★★★★☆☆


Bådteatret har fået en ny og lysere foyer, og det klæder den gamle skude, der stadig er at finde i havnen på den stille side af Nyhavn. Her kan med p.t. opleve en begavet sceneversion af Henri David Thoreaus hovedværk WALDEN – LIVET I SKOVENE fra 1854, der nyligt blev genudgivet i Niels Brunses oversættelse. Teksten forekommer da også mere aktuel end nogensinde, da Thoreau forudså nogle af de klimaproblematikker, som vi står overfor i dag.

Den selvbiografiske roman omhandler nogle af de iagttagelser og erfaringer, som Thoreau gjorde sig, da han boede i to år i en lille bjælkehytte, som han selv havde byttet, ved bredden af søen Walden i Massachusetts.

Jens Gotthelf og Signe Kærup Dahl formidler med sval poesi og strejf af humor den til tider ret filosofiske tekst, der forekommer mere litterær end dramatisk. Men derfor kan man sagtens nyde den.

Simon K. Boberg har iscenesat sin egen loyale bearbejdelse af teksten sammen med Dan Hurlin, der også har ære af forestillingens velfungerende træscenografi med miniature-huse og -dukker.

En sanselig lydside bidrager til at gøre årstidernes skiften nærværende i vores bevidsthed, og WALDEN – LIVET I SKOVENE fremstår som en godt gennemarbejdet forestilling, der både giver lyst til at læse bogen – og til en efterårstur i skoven.

(Michael Søby)