Eventyr-balletten ET FOLKESAGN blev skabt af August Bournonville, der flygtede fra København i 1853 og derved udslap den koleraepedimi, som ramte byen samme år.
Der er da også noget livsbekræftende over værket, som man stadig fornemmer i Sorella Englund og Nikolaj Hübbes udgave, der p.t. kan opleves på Operaens store scene. Ligesom i Hans Brenaas Bournonville-opsætninger mærker man en vis legesyge i denne udgave, som Mia Stensgaard har givet en fortryllende indpakning med både skønhed og mystik.
Niels W. Gade og J.P.E. Hartmanns musik får også denne gang det rette format med dirigenten Robert Houssart i spidsen for Det Kongelige Kapel.
Holly Dorgers Frøken Birthe, Højgårdens utilpassede arving, fremstår denne gang som en tegneseriefigur, og hendes groteske overspil kvæler morskaben, fordi komikken virker forceret. Vi savner samtidig en kerne af alvor i figuren, så vi kan føle noget for denne forbyttede frøken.
Ryan Tomashs Junker Ove er i et helt anden humør, og emmer af melankoli fra første øjeblik. Hans graciøse bevægelser låner både elegance og skrøbelighed til portrættet af den stakkels Junker, og i et gigantisk nærbillede på en storskærm fornemmer vi både skønheden og splittelsen i hans sjæl.
Stephanie Chen Gundorph har både sødme og elegance, men synes næsten for moderne i sine udtryk til at kunne illudere bjergpige fra en svunden tid.
Jón Axel Fransson og Tobias Praetorius er henholdsvis vittig og rørende som brødrene Viderik og Diderik, og sammen udgør de en uimodståelig duo.
Operaens store sal var langt fra fyldt denne aften, så er måske det snart var på tide med en nyfortolkning af denne store klassiker i det danske balletrepertoire?
(Michael Søby)
