Jens Albinus er en usædvanlig begavet og guddommelig temperamentsfuld skuespiller. Når han står på en scene, er der noget på spil. Samme kvaliteter har hans seneste bog også, der ganske vist har titlen efter en salme, men som bestemt indeholder andet end salmesang. Den synes snarere at være en opsang til en stadig mere forrykt verden og til ham selv.
Selvironien fornægter sig i al fald ikke i bogens forord (“Om denne bog”), hvor Jens Albinus udstiller sin ungdommelige selvhøjtidelighed i bogudgivelsen “Teatermanifester” fra år 2000.
Jens Albinus fabulerer også vittigt om barndommen som præsteunge, og den dybe kærlighed til teatret skinner igennem i beskrivelsen af den mest bevægende sceniske optræden, han til dato har oplevet: Angela Winkler (“Bliktrommen”) som Hamlet i Peter Zadeks berømmede opsætning.
Med interesse læser man hans livtag med rollen som Jeppe i Ludvig Holbergs “Jeppe på bjerget”, men når han så laver en sammenlignende analyse mellem den og Alice Birchs “Revolt. She said. Revolt again.”, så bliver bogen lige lovlig indforstået. Intellektuelt uangribelig, men emotionelt drænende.
Så føler man sig bedre underholdt af dilemmaet med Lars Von Triers “Idioterne”. Et projekt, der var ved at drive Jens Albinus til vanvid – ikke blot under optagelserne, men også flere år efter. Men samtidig et projekt, som blev en døråbner til internationale muligheder – bl.a. et bizart tilbud om tre film finansieret af en Saudi-Arabisk pengefond.
Jens Albinus’ flyvske tankegang tager os vidt omkring, og vi aner en større mildhed i hans forfatterskab i forhold til tidligere. Undervejs kan DEN KÆRLIGHED DU HAR TIL MIG være svært at favne, men det gør den ikke mindre elskelig. Et flagrende sind har nemlig også sin charme.
(Michael Søby)
