Hvor skal vi egentlig være bange for Virginia Woolf? Titlen på Edward Albees stykke havde i al fald to grunde til at inkludere forfatterinden navn i titlen på sit mest berømte stykke, der p.t. spiller på Teatret ved Sorte Hest, når sygdom ikke forhindre det. Dels kunne navnet bruges i forbindelse med en intellektuel leg med ord, hvor de sidste ord i børnesangen “Who’s afraid of the big bad wolf?” blev ændret til “Virginia Woolf”.
Men der var også en dybere årsag til, at netop denne forfatterinde fik en plads i Albees tekst. Fordi mere end nogen anden forfatterinde konfronterede Virginia Woolf sin samtid og eftertid – med kvinders livsvilkår, og tvang os til at se ubehagelige sandheder i øjnene. Så når Martha til sidst svarer på Georges intellektuelle udgave af den gamle børnesang, bruger hun ordene “I am, George. I am.”, stykket slutreplik. Dermed bekræfter Martha, at hun er bange for at se sandheden i øjnene (Virginia Woolf) efter et liv levet på en illusion i form af det barn, som hun og George aldrig kunne få. Men i ordene ligger også en livsbekræftelse – “I am” – der indikerer, at Martha i det mindst nok skal overleve, hvor angst hun end er for fremtiden.
I TRE GUINEAS går Virginia Woof systematisk til værk – ikke ulig hendes fremgangsmåde i universitetsforelæsningen “A Room of One’s Own”, som både er blevet til en teaterforestilling og en tv-film med Dame Eileen Atkins i sit livs rolle. Her dissekerer Virginia Woolf med en kirurgs præcision spørgsmålet om, hvorfor der ikke findes nogen kvindelig Shakespeare, ved at gennemgå litteraturhistorien set fra en kvindes perspektiv. Hun anerkender naturligvis både Austen og Bröntee-søstrenes eksistens, men slår fast, at forudsætninger som penge og “Sit eget værelse” (bogens danske titel) stort set aldrig var til stede.
På lignende vis forsøger hun i TRE GUINEAS at besvare spørgsmålet om, hvordan vi undgår krig, selvom hun erkender, at det som sådan er umuligt. Men hun påpeger efter en yderst grundig metodisk analyse, at det er maskulinitetens dominans i vores samfund, som danner forudsætningerne for krig. Krig er for mænd en profession, forbundet med mandligt sammenhold og med mulighed for at udleve en særlig aggressivitet, der oftest forbindes med maskulinitet.
Men nok så vigtigt påpeger Virginia Woolf også, at havde kvinder haft samme indflydelse som mænd, samme privilegier, retten til uddannelse, stemmeret og ejendomsret og samme jobmuligheder kunne mange krige havde været undgået.
Vi ser det allerede i konflikten mellem Kreon og Antigone, og dog har så lidt ændret sig. Virginia Woolf skrev i 1938 med blik på den spanske borgekrig, men også med et bekymret øje for Il Duce og Hitler, der i de kommende år ville spræde død og ødelæggelse. For diktatorer har altid været mænd.
TRE GUINEAS fremstår som en kompakt sag på 314 sider smukt udsmykket af Sophie Holm Larsen og oversat af Juliane Wammen, der gerne måte have brugt flere kommaer undervejs, da det danske sprog kræver flere end det engelske.
I tre kapitler på i alt 257 sider vender Virginia Woolf diverse politiske, patriotiske eller psykologiske grunde til at mænd går i krig, blandt andet den infantile fiksering, der stadig ligger i opdragelsen af drenge i mange samfund.
Bogens sidste 57 sider består af noter og henvisninger, som man i første omgang kun bør benytte sig af, hvis forståelsen måtte halte, men som man med fordel kan læse efter et endt kapitel.
(Michael Søby)
