Benjamin Koppels debutroman ANNAS SANG blev i 2022 modtaget med lovord efterfulgt af flere litterære priser. Benjamin Koppels samtaler med sin knap 100-årige grandtante Anna har også udløst et musikalsk værk ved navn “Annas Dollhouse”, hvor sangerinden og tekstforfatteren Cæcilie Norby formidler Annas fortællinger til Benjamin Koppels sangcyklus, der er udkommet på CD.
Siden har han bl.a. turneret med en litterær teaterkoncert, der kulminerede i det magiske teaterrum på Det Kongelige Teaters gamle scene. Her fik vi nemlig ANNAS SANG spillet af Benjamin Koppel Quartet, og Lyngby Taarbæk Symfoniorkester i storslåede arrangementer af farmand Anders Koppel, der modtog stort bifald blandt publikum denne aften.
Benjamin Koppels musik fremstod befriende usentimental uden på noget tidspunkt at skygge for ordene. Frederikke Vedel, som også havde fortolket Norbys tekster i forbindelse med årets jazzfestival, sang også sangene på Gamle Scene, der denne aften rummede ca. 80 personer inklusiv orkester og kvartet.
Men det var Benjamin Koppels ord, der blev vores indgang til musikken, og man har svært ved at forestille sig nogen dansk kunstnerinde formidle dem bedre, end Susse Wold gjorde denne aften. Man bemærkede, hvordan hun indåndede luften på scenen og så sig omkring i det magiske teaterrum, hvor hun har ydet og oplevet så meget, inden hun gik i gang. Med en uantastelig kunstnerisk integritet fik hun fortalt historien om en søster, der – modsat sine fire brødre – måtte opgive sin private lykke for at føje familiens ønske.
Med et format som ingen anden på de hjemlige breddegrader fik Susse Wold også fortalt den store historie om generationer af kvinder, der aldrig fik lov til at vælge selv i modsætning til mændene. Man må derfor håbe, at når ANNAS SANG formodentlig snart bliver til film, at det bliver Susse Wold, der får lov til at male med alle de lyse farver til sidst.
For ligesom bogens hovedkarakter ikke ønskede anerkendelsen “flot” for sit klaverspil, fortjente også Susse Wolds indsats snarere betegnelse “vigtig”. Gennem hendes formidling forstod vi århundreders uretfærdigheder, og gensynet med Susse Wold blev aldrig tom nostalgi. Det var et møde med en skuespillerinde på sin kunsts højde.
Intet under, at Benjamin Koppel kunne få så meget sjæl ud af sin saxofon på Det Kongelige Teater. Efter denne formidable turné-finale, udgivelsen af CD’en ANNAS SANG samt en ny bog med titlen “Sommerfuglens stemme” på trapperne har også Benjamin Koppel grund til at farve de grå vægge med glade farver.
(Michael Søby)
