I 32 år har Eventyrteatret formået at udvikle sig, og må derfor regnes for Danmarks mest succesfulde teater for og med børn. I år mærker man også forandringer på scenen, for det talentfulde par Kim og Jeff Ace Schjerlund, der nyligt har overtaget ledelsen af Sønderborg Revyen, har både skrevet, iscenesat og koreograferet en moderne udgave af PINOCCHIO.
I titelrollen debuterer Jens Dons Christensen, og han har både en naturlig sødme og en vis teknisk kunnen, der blandt andet kommer til udtryk, når PINOCCHIO skal oplades. Omkring ham knokler et væld af børn for at vise, hvad de kan, og ikke mindst dansemæssigt stilles der store krav i år.
Det betyder blandt andet, at der er færre spillescener, og det savner man faktisk, for på trods af al ydre glans og en god energi, så virker PINOCCHIO også en smule (for) hektisk. Man aner en vis nervøsitet undervejs, og nogle flere rolige/poetiske scener ville give have gavnet helhedsindtrykket. De noget enslydende sange er heller ikke ganske på niveau med de seneste år, men mon ikke også der falder mere ro på de medvirkende, efterhånden som de får spillet og sunget sig varme?
PINOCCHIO er helt grundlæggende en skøn historie, så det er synd, at man ikke i højere grad gør sig umage med at fortælle den klart. I stedet får vi det ene flotte show-nummer efter det andet, men uden den fornødne substans.
På det ydre plan er PINOCCHIO dog en slags succes, og man har også tillid til, at Kim og Jeff Ace Schjerlund med tiden finder en endnu bedre balance i deres materiale, så form og indhold tjener samme sag. Deres dynamiske stil lover godt for fremtiden, men uden en klar dramaturgi og en bedre fortalt historie går det bare ikke på et sted som Eventyrteatret.
(
Michael Søby)
