AKUT360 har produceret forestillingen KRIGSBØRN, der p.t. gæstespiller på Teater V i Valby. Det litterære materiale, som danner grundlag for forestillingen, består af romanerne “Krigen har ikke et kvindeligt ansigt” og “De sidste vidner”. Begge forfattet af Svetlana Aleksijevitj, og bearbejdet til teater af forestillingens iscenesætter Andreas Dawe.
Han har tilsyneladende ønsket at give forestillingen et mere direkte link til krigen i Ukraine, og har derfor inviteret russiske Yulia Lystbæk til at fortælle om sit livsforløb, der har gjort hende til glødende antikrigs-aktivist, som en del af forestillingen. Det har både sin ulemper og sine fordele.
Ulemperne ligger i, at hendes indslag ikke umiddelbart lader sig integrere i de grumme beretninger, som krigsbørn har været vidne tid i andre sammenhænge.
Christina Meincke, Charlotte Bøving, Bo Carlsson, Jesper Hyldegaard præsenterer disse tekster med en uangribelig integritet, og man kan i sin bevidsthed hører vidunderlige Charlotte Bøvings hjerteflæsende skrig længe efter forestillingens billeder har fortonet sig: “MOR!”
Fordelen ved Yulia Lystbæks indslag er, at de bryder strømmen af knugende lidelser, fordi Yulia Lystbæk på bedste russisk vis ofte formår at have humoren med, selv når det gør mest ondt. I hendes historien synes det snarere at været skammen, der tynger mest, og hun bruger kyndigt en melankolsk dukke (dukkemageren Rolf Søborg Hansen har atter tryllet) som assistent i formidlingen.
Efter pausen får vi en tiltrængt form for forløsning, for heldigvis kan nogle KRIGSBØRN også fortælle om heltemod, redninger og genforeninger. Forestillingen løfter sig med andre ord mod slutningen, så selvom man går udmattet til pausen, bør man ikke give op.
KRIGSBØRN kan ses som en tematisk opfølger til “Zinkdrengene” på Husets Teater, men trods alt ikke helt så selvstøbt, og med en lidt for lang første akt. Men takket være en dedikeret samlet indsats af de fem medvirkende går ingen upåvirket hjem fra Teater V denne aften.
(Michael Søby)
