Den unge dramatiker Dicte C. Houmøller har i løbet af de seneste år stået for et par ganske vellykkede klassikerbearbejdelser på Aarhus Teaters scener, nemlig Herman Bangs “Ved vejen” (første halvdel af teatrets Bang-program) og D. H. Lawrences “Lady Chatterleys elsker”. Nu har hun så skrevet en monolog til teatrets nye stjernefrø Thorbjørn Hedegaard, der allerede i sin elevtid på Den Danske Scenekunstskole har vist talent – også udenfor skolen.
DERUDE synes inspireret af Sean Penns selvmordsdrama “Into the Wild” med Thure Lindhardt (Aarhus Teaters kommende Jeppe) i en lille rolle. Monologen, der spiller på Aarhus Teaters Studio-scene, er et møde med en ung og nysgerrig mand ved navn Mads. Han synger med flot amerikansk accent på det lokale værtshus i Kolding, hvor vi er gæster placeret ved borde og på bænke rundt om i lokalet. I baggrunden ses en bar og bagerst nogle silhuetter af nåletræer, der kan skifte farve (og dermed årstid) takket være en raffineret belysning.
Josefine Thornberg-Thorsøe har skabt den velfungerende scenografi, der også gør brug af informative videoskærme, og iscenesætter Carolin Oredsson lader Mads betro sig til gæsterne, synge fra et repos i centrum og tjekke at pikken ikke helt er frosset til is på bardisken, der også kan illudere som refugium i de norske skove.
I sin første store hovedrolle på Aarhus Teater får Thorbjørn Hedegaard et regulært gennembrud. Mads er en glad dreng, bare ikke juleaften, hvor han er ved at drukne i et hjemmets kommercielle opfattelse af jul. Mads søger noget andet og tager på vandretur i det kolde nord, hvilket resulterer i store naturoplevelser, men endnu større ensomhed.
Thorbjørn Hedegaard viser os en tilsyneladende håbefuld dreng, der ikke i tilstrækkelig grad føler sig set og accepteret i sin hjemby, og derfor søger andre livsværdier under andre himmelstrøg – med risiko for at skære sine rødder over.
Med stadig stigende hudløshed giver Thorbjørn Hedegaard et bevægende portræt af ungdommelig vildfarelse personificeret af den stakkels Mads, der ikke ved, at han er i krise, før det er for sent. Kun i det sidste kvarter går teksten lidt i selvsving, og måske kunne man med fordel havde luet lidt ordene? Men Thorbjørn Hedegaards indsats er og bliver beundringsværdig, og hvis han kan fortsætte med at udvikle kombinationen af uskyld og dristighed, så venter der ham givet mange store opgaver fremover.
(Michael Søby)
