Handlingen i Manfred Trojahns moderne opera OREST kan ses som en fortsættelse af Richard Strauss’ “Elektra”, hvori OREST myrder sin moder og hendes kæreste. Nu sidder han tilbage med blod på tøjet tynget af skyld.
Kasper Holten har i sin stringente men også kølige iscenesættelse på Det Kongelige Teaters gamle scene flyttet handlingen til vor tid. Det giver god mening i forhold til den tyske komponist Manfred Trojahns ekspressive tonehelvede, men virker forstyrrende i forhold til handlingen.
Forestillingen lider under, at de drabelige hændelser, der henvises til, allerede har fundet sted, og først til sidst mærker vi for alvor, at der ligger et bloddryppende græsk drama til grund for operaen.
Det Kongelige Kapels nye chefdirigent Marie Jacquot får nye facetter frem i det gamle orkester og den tyske baryton Christoph Pohl har både en stærk udstråling og en kraftig stemme i titelrollen. Årets Reumert-vinder Elisabeth Jansson viser atter, at hun er blandt Den Kongelige Operas bedste skuespillerinder og også i de mindre partier ydes der betragtelig kunst.
OREST, der synges på tysk med danske overtekster, fænger dog aldrig for alvor som musikdramatik, selvom alle forudsætningerne egentlig synes at være til stede. Vi beundrer meget af det, vi ser og lytter til, men har svært ved at holde af det.
Alligevel glæder man sig over, at Den Kongelige Opera vover at spille andet end de gamle kendinge. Men næsten gang må værket og ikke blot fortolkningen gerne tage udgangspunkt i vor egen tid.
(Michael Søby)
