Er ET DRØMMESPIL August Strindbergs mest livskraftige værk? Sådan virker det i al fald på Skuespilhusets Store Scene. Man har muligvis set andre udgave af stykket, der virkede både større og dybere. Men iscenesætter Anna Balslev har skabt en sanselig opsætning på bølgelængde med sin samtid, og det virker som det vigtigste på denne premiereaften.
Gudedatteren Agnes kommer ned på vor kun pletvis grønne jord og ser sig omkring. Hun møder en række mennesker, der er alle synes defineret af deres job, og efter at have set deres liv konkludere hun, at det er synd for menneskene. Men er det virkelig det? Eller er den smerte, som livet byder os, en forudsætning for den indsigt, vi har behov for, hvis vi skal forstå vores liv?
Officeren leder i årevis forgæves efter sin elskede. Advokaten lider under alle de skilsmisse-sager, han må varetage. Og arbejderen har det svært med at være fattig, når alle de rige behandler de fattige så dårligt.
Agnes ender i et lille bitte klaustrofobisk hjem med skrigende baby og kål , men uden vindue til verden udenfor.
Scenografen Laura Løwe jonglerer behændigt med et miniature-slot og et mini-hjem over den kun pletvis grønne jord.
Tekstbearbejderen og iscenesætteren Anna Balslev har besat alle stykkets roller med omhu, og Asta August fremstår ikke blot som en gudedatter, men i lige så høj grad som en gudindes.
På premiereaftenen sad hendes mor Pernilla August nemlig i salen, og man indså den slående fysiske lighed mellem den Nora, som Pernilla August gæstespillede med i Ingmar Bergmans iscenesættelse af “Et dukkehjem” på Det Kongelige Teater i 1989 og Asta Augusts Agnes: Umiddelbarheden, det håbefulde og skuffelsen. Asta August er naturligvis sit eget selvstændige talent, men velsignet med nogle gudinde-gener, der kom hende til gode denne aften – ikke mindst i hendes forløsende monolog mod slutningen.
Simon Kongsted er længe primært morsom som officeren, men efter pausen mærker man, at stemmen er ved at være slidt ned af at kalde på den kæreste, der valgte en anden, og da får rollen pludselig et klædeligt tragisk islæt.
På lignende vis fremstår Mikkel Arndt også mere vittig end nogensinde, når han fortæller om sine lidelser på jobbet som advokat og har nærkamp med sin egen mappe. Men da han først spærres inde i kernefamilie-idyllen på et par kvadratmeter med en skrigunge og en utilfreds hustru, kan det nok være, at han begynder at forstå livets alvor.
Ena Spottag brillerer blandt andet som glarmesteren, plakatmanden og en superskrap lærerinden, og Christine Albeck Børges brændende blik som digteren vidner om, hvem det egentlig er, der har skabt al den smerte, som vi er vidne til.
Mikkel Lund gør god fyldest bl.a. som karantænemester og vagt, og Marie Kildebæk agerer grimme Edith, når hun ikke synge sine og Viktor Dahls melankolske sange. Sebastian Kloborg har selv begået den fine koreografi, som han og Maria Kochetkova danser så ekspressivt.
ET DRØMMESPIL bekræfter os i, at kunsten kan være lindrende og giver os samtidig mulighed for at gøre op med vores selvynk.
(Michael Søby)
