Historien om pigen ANASTASIA, der måske/måske ikke er den russiske zsar-families eneste overlevende datter, huskes stadig fra film og tv, hvor hun er blevet spillet af bl.a. Lilli Palmer, Ingrid Bergman og Amy Irving. Ingrid Bergman vandt tilmed en Oscar for sin præstation, der gav hende et velfortjent comeback i Hollywood i 1956 – efter at hun havde forladt sin ægtemand for at leve i synd med instruktøren Roberto Rossellini på øen Stromboli.
Udgangspunktet for 1956-udgaven var Guy Boltons bearbejdelse af Marcelle Maurettes skuespil, og det er også den udgave, som har inspireret Terrence McNally til at skrive manuskriptet til Broadway-musicalen ANASTASIA – THE MUSICAL, der havde premiere i 2016.
McNally, der ud over skuespil som “Love! Valour! Compassion!” og “Master Class” også har skrevet musicals som “The Rink”, “Kiss of The Spider Woman”, “The Full Monty” og “The Visit”, gør i sin musical om ANASTASIA god brug af Stephen Flaherty Oscar-nominerede musik fra animationsfilmen “Anastasia” fra 1997.
På Det Ny Teater står kapelmester Jesper Frank Christensen i spidsen for et særdeles velspillende orkester, og vi mærker både den russiske og den franske indflydelse på musikken undervejs. Iscenesætter Lee Proud sørger heldigvis også for, at både Skt. Petersborg og Paris er repræsenteret i forestillingens visuelle udtryk. Gabriela Tylesovas kostumer og scenografi emmer af atmosfære og liv med en roterende togvogn som et af højdepunkerne. Men den ellers magiske balletscene bør lige justeres, så folk yderst på gulvet også kan se, hvad der foregår på begge balkoner inden, under og efter balletten.
Emilie Groth er et under af naturlighed som den potentielle ANASTASIA, og hendes klokkeklare røst bliver ligeledes et plus for forestillingen. Nævnes bør også lille Fiona Blond, der har den helt rette friskhed i rolle som den purunge ANASTASIA.
Også Mathias Hartmann Niclasen, der flere gange har været en markant skikkelse i Eventyrteatrets Tivoli-forestillinger, overrasker positiv som den kun umiddelbart ret pengegriske Dmitri. Kim Hammelsvang morer som Vlad, ikke mindst i et vidunderligt koreograferet nummer med Julie Steincke, der gør et flot comeback på Det Ny Teater som Grevinde Lily, Vlads gamle flamme. Få kan som hun servere en sand showstopper, og sammen med Kim Hammelsvang skaber hun aftenens underholdningsmæssige højdepunkt.
Mikkel Hóe Knudsen har passion i både krop og stemme, men skal passe på, at hans vokal ikke i passager bliver for nasal. Det Ny Teaters scenerum kræver mange kræfter af sine medvirkende, men det føler man sig overbevist om, at Mikkel Hóe Knudsen godt kan honorere, så han for alvor får kommunikeret med publikum i hele teatret.
Marianne Mortensen forekommer at være uhyre godt placeret som den gamle enkekejserinde, og spørgsmålet er, om hendes storartede spil ikke er det ypperste, som hun har ydet på Det Ny Teater? Men vi vil gerne mærke savnet i hende tydeligere, da ANASTASIA pludselig forsvinder.
ANASTASIA viser, at vi hverken kan eller skal afholde os fra at beskæftige os med Rusland i scenekunsten, blot fordi vi sympatiserer med Ukraine. Tværtimod burde der netop være mere fokus på både Rusland og Ukraine i sceniske sammenhænge, for vi har brug for at forstå deres historier.
(Michael Søby)
