Efter symbiosen med Camera Film og Grand Teatret fremstår Gloria Biografen på Rådhuspladsen som Københavns mest skarpe Art House-biograf, hvor man virkelig lever op til Art House-begrebet og for alvor tør dyrke det skæve og det smalle – ofte fra fjerne dele af kloden.
Med Ewan McGregor i hovedrollen kunne man godt være fristet til at tro, at biografens seneste premierefilm MOTHER, COUCH var et mainstream-produkt, men det er ikke tilfældet.
MOTHER, COUCH er nemlig et surrealistisk familiedrama, der hovedsageligt udspiller sig i et gigantisk møbelfirma kaldet Oakbeds Furniture.
Her tager en gammel kone plads i en grøn sofa, hvor hun agter at blive siddende, mens hun koster rundt med sine børn. Hun spilles forbløffende veloplagt af Ellen Burstyn et halvt århundrede efter hendes livs rolle i Martin Scorseses “Alice bor her ikke mere”, der gjorde hende til verdensstjerne og Oscar-vinder.
Ewan McGregor, der også står anført som medproducent på filmen, er fin som hendes hårdt prøvede søn David – ikke mindst i den sammenbrudsscene, der minder os om, hvor god en skuespiller Ewan McGregor kan være.
Som David to søskende ses Rhys Ifans (“Nyad”) og Lara Flynn Boyle (“Twin Peaks”).
Lara Flynn Boyles ansigt synes delvist lammet efter kirugiske indgreb, men det passer egentlig godt til rollen som søsteren, der tydeligvis har oplevet bedre tider og som tilsyneladende ikke kan tale uden at bande.
I Rhys Ifans’ udlægning virker Davids storebror langt mere afslappet end David, og han er i grunden mere optaget af den unge kvinde i butikken end sin gamle mor. Den unge pige spilles da også af Taylor Russell, der stadig er mest kendt som Harry Styles’ ex-kæreste, men som rent faktisk leverer en sød og naturlig præstation.
Sidst i filmen får vi lov at nyde Oscar-belønnede F. Murray Abraham (Salieri i Milos Formans “Amadeus”) i en skæg dobbelt-rolle som to meget forskellige brødre. Et ejendommeligt og dramaturgisk irelevant indslag, men man nyder ikke desto mindre gensyn med den store skuespiller.
MOTHER, COUCH er mere nok skæv, end godt er, og langt fra alle passager i Niclas Larssons odiøse manuskript får han gjort rede for i sin iscenesættelse. Men filmen rummer både charme og originalitet samt momentvis gode skuespillerpræstationer, så har man mod på en aparte filmoplevelse i art house-biografen Gloria ved Rådhuspladsen, bør man kende sin besøgstid.
