At MY FAIR LADY grundlæggende er en af verdens bedste musicals, har tiden ikke ændret ved, selvom kønsrollerne unægteligt har ændret sig siden 1956, da musical-versionen af Bernard Shaws skuespil “Pygmalion” så dagens lys.
George Cukors multi Oscar-belønnede filmversion har for altid plantet den i vores bevidsthed, og lige fra den allerførste danske udgave med Mogens Wieth, Osvald Helmuth og en dublerende Gerda Gilboe i stjernerollerne, har musicalen været populær og er hyppigt spillet herhjemme.
Det er således 5. gang, at Nyborg Voldspil har den på repertoiret på trods af, at den synes at være en uhyre vanskelig opgave – især for amatører – fordi den kræver så mange raffinementer – ikke mindst verbalt. Uden det helt rigtige hold både foran og bagved scenen, synes det nærmest at være en umulig opgave.
MY FAIR LADY markerer Nyborg Voldspils 85-års jubilæum, og selvom den viser en række af ensemblets styrker i form af spillelyst og sammenhold, så er manglerne desværre også synlige i Mikal Korsgaard Larsens iscenesættelse.
Rasmus Mansachs har som fonetikeren Henry Higgins en spød stemme, man gerne lytter til, men når Mansachs så samtidig siger “traffe” i stedet for “træffe”, får han svært ved at overbevise os om, at han er en sprogets mester.
Ida Mie Cordua har både sødme og en køn sangstemme, men hendes danske version af arbejderklasse-engelsk er så langt ude på et overdrev, at det virker utroværdigt, og de sproglige detaljer i hendes udvikling fordufter. Hun bliver dog forkælet med nogle flotte kjoler i modsætning til hovedparten af de øvrige kvinder til det store bal, men når hun bevæger sig i dem, ryger illusionen næsten.
Torben Bonde giver med lune et tilforladeligt bud på rollen som Elizas far. Elizas udkårne Freddy Eynford-Hill fremstår som en håbløs gammeldags bøsseparodi iført et skriggult sæt tøj og lyserøde sko. Iscenesætter Mikal Korsgaard Larsen afholder sig ikke fra at ofre musicalens måske smukkeste sang “The Street Where You Live” til plat komik, og så synges den tilmed utilstækkeligt.
Det rejser spørgsmålet, om man fra Nyborg Voldspils side gør nok for at finde og udvikle mandlige skuespillertalenter i området? Behovet understøttes af, at skraldemanden Alfred P. Doolittles faste soldebrødre spilles af unge piger, hvilket slet ikke fungerer i en forestilling, der netop handler om en anden tids kønsroller. Så giver det trods alt mere mening, når en gruppe kvinder forsynes med herretøj og overskæg i Henry Higgins’ musical-bøn om, at kvinder burde være mere som mænd.
Man forsøger dumdristigt at give denne MY FAIR LADY en moderne slutning, men der er slet ikke bygget ordentligt op til det dramatisk, og rent dramaturgisk virker det absurd, for hvorfor dukker Eliza op igen hos den mand, som hun allerede har forladt? For bare at forlade ham IGEN få minutter efter???
Ændringen virker frem for alt aldeles unødvendig, for i Mrs. Higgins har forestillingen faktisk en heltinde, vi kan samle os om. Merete Beltoft leverer nemlig forestillingens bedste præstation som Mrs. Higgins. Her er det format, den styrke og det sproglige overskud, der gør at hun i enhver situation er sin søn overlegen. Vi behøver derfor ikke nogen postuleret slutning, der bryder med det oprindelige værks ide.
Man må håbe, at den nye bestyrelsesforkvinde har ambitioner for Nyborg Voldspil, der rækker ud over gruppefælleskab og sammenhold. For Nyborg Voldspil har brug for en stærkere kunstnerisk vision, som tiltrækker nye talenter og gør de medvirkende endnu bedre.
Det virker håbløst uambitiøst at fejre et 85-jubilæum ved at spille en i forvejen overrendt musical for 5. gang, hvor god den end er. Måske skulle man overveje fra tid til anden at have en stjerne udefra til at løfte niveauet i ensemblet? Det vil givet også lokke flere publikummer til, og så kunne man tillade sig at satse lidt mere med repertoiret?
Sondheim-musicaler som “Gypsy”, “Follies” og “A Little Night Music” kunne være muligheder ligesom værker som “Esther”, “Baronessen fra Benzintanken” og “En lørdag på Ama’r”. Også operetter og musicals som “Man elsker kun een gang”, “Brigadoon”, “Can-Can”, “No No, Nanette” og “Mame” fortjener at komme til Nyborg, hvor publikum ikke bare skal spises af med de samme gamle værker år efter år. Den kræver muligvis også en ekstra indsats fra kommunen, men det fortjener Nyborg Voldspil også.
Så må de til gengæld godt spare på talerne, så man undgår, at klokken bliver over 23 på premiereaftenen. Start dog forestillingen kl. 19, så får I stadig glæde at mørket i de sidste scener, og kan i højere grad tiltrække folk udefra. Eller lad premieren være en søndagsmatiné, som kunne give større mulighed for pressedækning.
Man må i al fald håbe, at Nyborg Voldspil tør lidt mere i fremtiden, for 85 er ingen alder i vore dage.
(Michael Søby)
