Cinemateket skraber bunden med SHE IS CONANN, der ganske ubegribelig er blevet udvalgt som måneden film. Derved udstiller Cinemateket mere end nogensinde programrådets kunstneriske krise, der har være synlig i et stykke tid, men aldrig i så eklatant grad.
Bertrand Mandicos SHE IS CONANN er uden sammenligning den mest prætentiøse film, der har ramt et dansk biograflærred i år. Historien om Conann fortælles i en ulidelig effektjagende stil koblet med banal reklamefilm-æstetik. De opulente replikker i SHE IS CONANN fremstår tilmed så ringe spillet, at den får den oprindelige film om barbaren Conan til at ligne en Oscar-kandidat.
Det feministiske vinkel virker så påklistret og syntetisk, at det faktisk kun kan opfattes som en uforskammethed mod de film om stærke kvinde, der ikke får lov at blive vist i Cinemateket. Uanset om Cinemateket har fået penge for at vise filmen, kan intet undskylde den fatale fejltagelse, der ligger i at lancere dette makværk som en seværdig film.
SHE IS CONANN er ikke bare en oplagt kandidat til titlen årets værste film, men også en skamplet på det gode ry, man tilsyneladende målbevidst er i færd med at destruere. Hvis Cinemateket ikke kan skelne mellem kunst og kunstneriske katastrofer, hvordan kan man så have tiltro til, at Cinemateket har en fremtid?
