Bag titlen gemmer der sig hele tre sammenhængende forestillinger fra Aalborg Teater: ALLE MULIGE TING TIL SALG, REVOLUTION I KOMMUNEN og DØDSBO PÅ PLØJEMARKEN. I dag kan dette utvetydige højdepunkt i teatersæsonen opleves på CPH STAGE for sidste gang, så smid alt hvad du har i hænderne for at opleve dette teatermirakel på Folketeatret Store Scene.
Henrik Szklanys har skrevet en fuldstændig fantastisk tekst om et udkantsdrama, vi troede ikke eksisterede, men som nu får en stemme, der ikke lader sig overdøve.
Marie Knudsens Foghs Anita hører til 10-årets største skuespillerbedrifter, og har allerede indskrevet sig i den danske teaterhistorie. Et rystende portræt af et kvinde, der altid er blevet svigtet af samfundet, og som nu kæmper sin egen kamp med livet som indsats.
Laura Rasmussens på en gang rystende og overvældende scenografi sætter i sandhed Anitas liv i relief, og iscenesætter Martin Nyborg sørger for, at samtlige medvirkende yder deres ypperste.
Lars Topp Thomsen beviser mere end nogensinde, hvorfor han hører blandt nordjyllands mest skattede skuespillere i rollen som den nærgående nabo. Camilla Gjelstrup spiller med stadig stigende desperation Anitas søster, der ikke altid er lige velkommen. Marcus Gad Johansen er på en gang foruroligende og rørende som Anitas søn, og Karla Rosendahl yder en Reumert-belønnet indsats som Esther, en forsømt pige, der forsøger at finde en plads i tilværelsen.
Bolette Nørregaard Bang agerer på passende neurotisk vis kommunens repræsentant, der privat også har sine ting at slås med ud over det bureaukratiske hykleri, og Thomas Kristian Bek får med kæk charme skabt et fint portræt af en velmenende hjemmehjælper.
Et fuldendt ensemble anført af den fænomenale Marie Knudsens Fogh gør HENVENDELSE ANITA til en forestilling, som du simpelthen ikke må gå glip af.
(Michael Søby)