Den nyligt Reumert-nominerede iscenesætter Nicolai Faber skabte tidligere på sæsonen en uhyre velspillet udgave af Tjekhovs “Mågen” på Odense Teater. I øjeblikket kan man opleve hans fine sanselige forestilling MARIA på Odeon i Odense, hvor den modtog så mange roser ved premieren, at den nu er blevet genopsat. Snart skal den også gæstespille nogle enkelte gange på CPH STAGE, så man gør klogt i fluks at sikre sig billetter.
Simon Stephens tekst rammer nemlig lige ind i tidens rodløshed, og Jonas Fly Filberts oversvømmede scenografi giver os følelsen af at være på en underbemandet fødegang, hvor vandet er gået på samtlige kvinder samtidigt. Det giver faktisk god mening, for hovedpersonen er et stort barn, der er blevet gravid, og som tydeligvis mangler al mulig råd og vejledning fra voksne mennesker, der vil hende det godt.
Freja Klint Sandberg formår altid at overraske på en scene, men denne gang i en grad, at man med rette kan betegne præstationen som et foreløbig karrierehøjdepunkt. En Reumert-talentpris er det allerede blevet til, for i denne rolle mærker man også en stor og dyb alvor. Fremfor alt fornemmer man en uforbeholden empati med forestillingens unge pige, der bare ikke altid træffer de rigtige beslutninger.
Githa Lehrmann har mange fine øjeblikke som pigens lidet pædagogiske bedstemor, og Kristoffer Helmuth bevæger stilfærdigt bl.a. som den bror, der ikke altid er der, når man har brug for ham. Mikkel Bay Mortensen er ligeledes rørende som akavet fader, og Klaus T. Søndergaard har en subtil farlighed i rollen som en ældre herre, som den omsorgshungrende pige er kommet i kontakt med via internettet. Også Lea Baastrup Rønne gør indtryk som en mor, der hellere vil chatte med en fremmed på nettet end at tage sig af sit eget barn.
Men det er Freja Klint Sandbergs udvikling som MARIA, der gør forestillingen til en af teatersæsonens nødvendigheder, som fortjener at spille for en fyldt sal – både i Odense og i København.
(Michael Søby)
