Det er efterhånden 30 år siden, at Susse Wold skabte det definitive danske portræt af Virginia Woolfs “Orlando” – forbilledligt iscenesat af Katrine Wiedemann på Betty Nansen Teatret. Siden indledte Elisa Kragerup sin regeringstid på selvsamme teater med at præsentere en ny generation for en bearbejdelse af Virginia Woolfs mesterværk.
Ikke som en monolog, men som en forestilling med fem medvirkende, der formidlede en forunderlig forvandlingshistorie, hvor kønnet synes ophævet – i al fald når det kommer til rollebesætningen. Atter var det en kvinde (den nyligt Reumert-nominerede Maria Rossing), der portrætterede Orlando, der pludselig en dag vågnede op som kvinde, og som først derefter opnåede fuld forståelse for begge køns handlinger.
På Aalborg Teater får vi en mandlig ORLANDO i skikkelse af Thomas Kristian Bek, som københavnerne snart kan glæde sig til at se på CPH STAGE i Anita-trilogien, hvor han tegner han et smukt portræt af sosu-Emil. Som ORLANDO finder hans noget sart og fint i sit væsen, som passer godt til dette foranderlige menneske, og frem for alt er han troværdig som queer.
Det er Steffen Berenthz Eriksen og Marcus Gad Johansen desværre ikke. Steffen Berenthz Eriksen går ellers all in, men er mere camp end queer, mens Marcus Gad Johansen lægger ud som en lidet overbevisende Charles Tante. Han kan end ikke overbevise i en onaniscene, men da han umiddelbart efter agerer fortæller, fremstår han han pludselig ægte og nærværende. Lige indtil de to mænd skal kysse igen, så bliver deres spil krampagtigt, og de undgår så vidt muligt at kysse hinanden på munden.
Karla Rosendahl, der noget overraskende vandt en Reumert for sit rige birollespil i sidste del af Anita-trilogien, forekommer sært affekteret i første del af ORLANDO, men det får vi heldigvis en forklaring på til sidst. Camilla Gjelstrup er den af de medvirkende på scenen, der synes at have mest fornemmelse for ordene
Helt sublim sproglig beherskelse får vi dog først i sidste scene, hvor selveste Kirsten Olesen, der p.t. spiller en glansrolle i “Høstsonaten” på Aalborg Teaters store scene, dukker op i en videooptagelse. På få minutter får hun vist os alle samme, hvordan man håndterer en tekst.
Uwe Cramers iscenesættelse virker besynderligt fragmenteret, men scenografen Imke Paulicks får med fire borde fra hver deres tidsalder på såre enkel vis skildret ORLANDOs tidsrejse. Men der skal mere til at redde denne fatale rodebutik.
Man må dog håbe, at andre værker af Virginia Woolf som f.eks. “To The Lighthouse” og “A Room of One’s Own” får en chance på Aalborg Teater, for trods en fejlslagen ORLANDO-opsætning er der ingen grund til at være bange for Virginia Woolf.
(Michael Søby)
