Nordens mest streamede børneband er det svensk-finske “Arne Alligator & Djungeltrumman”, der for længst har opnået 250 millioner YouTube-visninger. Det måtte naturligvis udløse en animeret børnefilm med små enkle opbyggelige historie, der næsten alle indeholder en sang.
Den slags er guf for de mindreårige, og Arne er da også den flinkeste alligator i en venlig fiktionsverden, og selv en lille haj kan føle sig sikker, når det møder Arne Alligator, der foretrækker burgere. Papegøjen Pedro er blot en af Arnes mange dyrevenner, der hjælper hinanden, også selvom det er lidt farligt.
Jenny Jokela har iscenesat med fin fornemmelse for målgruppen, og Jesper H. Paasch formår både at formidle Arnes energi og sødme. Så det er slet ikke tosset at have en alligator ved navn Arne som helt.
Man kunne dog godt ønske, at der havde været større kunstneriske ambitioner på Arne og de øvrige dyrs vegne, men animationen forekommer desværre såre ordinær. Selvom film er lavet for småfolk, der ikke umiddelbart synes at have den store forstand på kunst, så skader det slet ikke at stimulere småbørn med kunstnerisk kvalitet, for den slags hænger pludselig ved.
De ørevenlige sange kan bestemt noget i sig selv, men der må gerne være større filmiske ambitioner næste gang. Måske een lang animationsfilm, der vil mere end at underholde med sympatiske og letkøbte budskaber. Længden bør dog ikke overstige de 61 minutter, som de små episoder i ARNE ALLIGATOR OG JUNGLEVENNERNE varer tilsammen.