Jonas Poher Rasmussen satte i 2022 dansk Oscar-rekord med hele tre nomineringer til sin delvist animerede dokumentarfilm FLUGT. Den havde afgjort fortjent at vinde en Oscar i kategorien dokumentarfilm, men her var den oppe imod “Summer of Soul”, en af disse medrivende musikdokumentarfilm, der ofte løber med den eftertragtede statuette i den kategori.
Den japanske anmelder-darling “Drive My Car” var på lignende vis favorit til at vinde bedste internationale film, så mange anså det for mere sandsynligt, at FLUGT kunne sejr i animationskategorien. Men da Lin-Manuel Mirandas gigant-hit “We Don’t Talk About Bruno” fra animationsfilmen “Encanto” ved en fejl ikke blev indstillet til en sang-nominering af Disney-koncernen, løb “Encanto” med al sympatien og Oscar’en for bedste animationsfilm.
Vinderen burde dog have været LUCA, Enrico Casarosa gennem-animerede spillefilmsdebut, et kunstnerisk højdepunkt for samarbejdspartnerne Pixar og Disney. Filmen måtte herhjemme nøjes med streamingtjeneste-premiere, men har for længst overhalet “Encanto” i popularitet på filmsitet IMDB, og får nu endelig visninger i danske biografer. Det er der grund til at fryde sig over, for LUCA fremstår allerede som en stilfuld, farverig, festlig og rørende animationsklassiker, der for alvor lever i en biograf.
Teknisk imponerende film som “Raya and the Last Dragon” og “The Mitchells vs. the Machines” får sammen med de øvrige nominerede baghjul af LUCA, fordi LUCA får kunst og underholdning til at smelte sammen, og fordi den i den grad emmer af hjerte og sjæl.
Lille LUCA er det kæreste havuhyre, der trods familiens formaninger vover sig op på landjorden, hvor LUCA forvandles til en dreng. Han møder den lidt ældre Alberto, og sammen former de det smukkeste venskab i en fortryllende by ved den italienske riviera. De drømmer om at vinde en scooter, men tilværelsen i den idylliske havneby er ikke altid lige nem, når man er født som et havuhyre.
Der er i den grad kælet for detaljerne i denne ødsle produktion, og Italien har næppe fremstået mere indtagende på film siden Marcello Mastroiannis storhedstid, så det virker kun naturligt, at han får en lille hilsen via et sidespejl på en vespa. Musikalsk forkæles vi også både med italiensk retro-pop og opera, og det vrimler ligefrem med kærlige hints til den gloriøse italienske filmhistorie.
På det danske lydspor er Melvin Noel Pedersen og Bertil De Lorenzi herlige som Luca og Alberto, og blandt de øvrige medvirkende glæder man sig især over Ulla Jessen som Lucas gæve bedstemor, Szhirley Rokahaim som Signora Marsigliese og salig Dario Campeotto som Tommaso.
LUCA er ikke den eneste af de nyere animationsfilm i Oscar-klassen, der aldrig tidligere har været vist i biografen, så her må LUCA gerne bane vejen for en dybt relevant kavalkade – f.eks. i Cinemateket, men også gerne med visninger i hele landet.