Det bedste ved Joey Moes spilledebut er faktisk hans titelsang “Ripple”, hvilken muligvis er skuffende for ham selv, selvom sangen givet vis kan gøre god reklame for filmen.
Vi befinder os i en ikke al for fremmed verden, hvor film- og tv-branchen udnytter andre menneskers tragedier til deres egen fordel. Det glæder for så vidt også filmen RIPPLE, hvilket gør det lidt svært at tage dens løftede pegefingre alvorlig.
Men er man tilfreds med en film, når blot den byder på letkøbt samfundskritik og diversitet, så er RIPPLE et godt bud. Men nogen vellykket film er den ikke ikke. Replikkerne ligger dårligt i munden på de fleste medvirkende, og selv en erfaren og sædvanligvis velspillende skuespiller som Ulrich Thomsen, virker i den grad på udebane som farvefestlig tv-vært.
Omvendt lyder Diêm Camilles sært tøvende diktion ikke som er podcast-stjernes og på trods en vis ydre karisma, tror vi ikke for alvor på hendes nyfundne stjernestatus. Mest naturlige fremstår de unge talenter Malaika Berenth Mosendane og Albert Rosin Harson, og Stephanie Nguyen har også sine øjeblikke, men de tre har altså heller ikke helt så mange vanskelige replikker at håndtere.
RIPPLE fortæller sin utroværdige historie rodet, og selve Ripple-effekt fænomenet – efterdønningerne af andres kriminelle handlinger – virker ikke i tilstrækkelig grad indarbejdet i filmens plot til, at vi kan tage det alvorligt. Joey Moe har muligvis lavede lovende kortfilm, men virker endnu ikke parat til at håndtere en spillefilm. Det kræver en hel anden form for fokus og præcision, og der er han desværre slet ikke endnu.
